71 børn uddannet som demensvenner: 'Man er aldrig for gammel til at blive barn på ny'

I Fredericia arbejder man på at koble demente ældre med nye, markant yngre venner.

71 børn i børnehavealderen er blevet 'uddannet' som demensvenner.

I Fredericia arbejder man på en strategi, der skal gøre det lidt nemmere at overskue tilværelsen, hvis man bliver dement.

Her er 71 børn i børnehavealderen blevet sendt på ’uddannelse’ i, hvordan man er en god demensven for de ældre. Det er projektet ’Bevæg dig glad’, der hører under idrætshøjskolen i Fredericia, der står for opgaven.

'Uddannelsen' består i at lære børnene om, hvad demens betyder, og hvordan man taler med et menneske, der er dement i større eller mindre grad.

Koordinatoren hedder Lone Brodersen, og hun har fået sendt børn ud til alle på nær to af byens plejecentre – og de sidste to arbejdes der på at få indlemmet.

'Kroppen husker'

I Seniorhuset I. P. Schmidts Gård i Fredericia kommer børnehavebørnene hver anden uge for at synge og lege med de ældre.

- Kroppen husker, og som demensramt får man rigtig meget ud af at bruge kroppen. Problemet er, at jo længere man kommer hen i sygdommen, jo sværere er det at finde motivationen til at bevæge sig. Derfor er det her samvær med børnene en genvej til at få skabt noget motivation for bevægelse, siger Lone Brodersen.

- Grundtanken er at få skabt noget liv og glæde på plejecentrene, og så kom idéen med at uddanne dem som demensvenner, og så koble dem sammen i det fysiske og det at være fysisk aktive sammen, siger hun.

Børnenes besøg er et hit. Det siger 84-årige Elly Krogh, der bor på plejecenteret, og som ser frem til besøgene hver gang.

- Det er da helt fint, man bliver da aldrig for gammel til at blive som barn på ny. Det hele ser lidt mere lyst ud med glade børn, og det er da festligt med lidt liv i huset, siger hun.

Lærer om demens

De to fire-årige piger Laura og Sofie er også glade for at være på besøg på plejehjemmet hver fjortende dag.

De fortæller, at de synger og danser sammen med deres nye venner, og koordinator Lone Brodersen siger, at det også er oplevelser, som bliver siddende i børnenes bevidsthed.

- Jeg har børn, der er kede af, når de stopper som demensvenner, og som sender hilsener til de ældre, som vi skal tage med, siger Lone Brodersen.

Den udlægning er de to pigers pædagog Solvej Jensen fra Børnehuset Østervold enig i.

- De lærer også noget om demens. De har fortalt de andre børn på stuen, at man skal hjælpe de gamle, selv om de stillede det samme spørgsmål mange gange, siger Solvej Jensen.

Poul Erik Matthisen på 73 år har fået en ny ven. Han hedder Louis, og de to er blevet fine venner på trods af Louis’ indledende skepsis.

- Da han kom første gang, spurgte jeg, om vi skulle være kammerater. Så sagde han ’nej, det kan jeg ikke, for du bor på plejehjem’. Så sagde jeg, at jeg boede i hus ligesom ham. ’Så kan vi godt’, sagde han. Så nu er vi kammerater, siger Poul Erik Matthisen.

'Bevæg dig glad' forsøger at få børnevennerne ud på alle Fredericias plejecentre.

Demensvennerne er et af flere initiativer, som projektet ’Bevæg dig glad’ har sat i søen for at samle indsatsen mellem kommunen og den frivillige sektor for at hjælpe demente og deres pårørende i Fredericia.

Facebook
Twitter