73-årig stod bag bombetrussel mod Kolding Storcenter

Det var en 73-årig mand, der i søndags ringede til alarmcentralen og fortalte, at der var en bombe i Kolding Storcenter, fortæller politiet.

Juleindkøbene i Kolding Storcenter måtte afbrydes brat, da en 73-årig mand i søndags ringede til alarmcentralen og fortalte, at der var en bombe i centret.

Politiet har anholdt en 73-årig dansk mand fra Als for at stå bag bombetruslerne mod Kolding Storcenter i søndags.

Manden har erkendt, at han stod bag den telefoniske trussel, der førte til, at hele storcentret måtte evakueres. Truslen gik på, at der var gemt en fjernstyret bombe i storcentret.

- Han forklarer, at han er sur på systemet over nogle ting i sin fortid. Han føler, at han kunne irritere systemet ved at lave sådan en trussel, siger Verner Petersen, leder af lokalpolitiet i Kolding.

Nu kan julefreden sænke sig

Politiet fandt frem til manden efter almindelig politiefterforskning og ser sagen som afsluttet.

Verner Petersen håber, at det giver ro i sindene hos borgerne i Kolding.

- Det er rart at julefreden kan genoprettes. Der er ikke tale om en større trussel, men udelukkende en vildfaren persons tossede handlinger, siger Verner Petersen.

Facebook
Twitter