75 år siden danske jøder blev taget: Kz-ofre er tavse om tiden i nazisternes rædselslejre

For 75 år siden blev unge jøder bosat i Trekantområdet sendt i koncentrationslejr i en aktion, som aldrig har fået stor offentlig bevågenhed.

På billedet her ses en gruppe unge jøder, der var flygtet til Trekantområdet, kort før de blev taget af tyskerne i 1943. Heinz Ucko er den lidt lave dreng, der er stående som nummer fem fra venstre. Han var 19 år på dette billede.

Unge jøder bosat i Trekantområdet, og som blev taget af tyskerne under 2. Verdenskrig, er et temmelig ubeskrevet blad. Og det nager mange af de efterladte.

- Jeg synes, der er et hul i min familiehistorie, som jeg gerne vil have fyldt ud. Jeg er også ved at være op i årene og vil gerne kunne fortælle mine børn og børnebørn noget om den tid, siger Hanne Lund.

Hendes far, Heinz Ucko, var en af 30 unge jøder fra Tyskland eller Tjekkoslovakiet, der boede i Trekantområdet i 1943. 10 af dem blev taget af tyskerne natten mellem den 1. og 2. oktober 1943, altså for præcis 75 år siden. De blev kørt i kreaturvogne til kz-lejren Theresienstadt nordvest for Prag, hvor de oplevede sult, ydmygelser, mishandling, sygdom og overværede de frygtelige transporter af andre jøder til de tyske dødslejre i de tyskbesatte polske områder.

Men Heinz Ucko, der var 19 år gammel, da han blev taget, fortalte aldrig sine to døtre om tiden i Theresienstadt.

Hanne Lund kender ikke meget til sin fars historie, men det vil hun have lavet om på.

- Det var noget, der kun dukkede op ved sjældne lejligheder. Hvis vi eksempelvis var for kræsne og ikke ville spise vores mad, kunne han finde på at sige: Arh, det er da god mad. Jeg har måttet leve af kartoffelskræller, fortæller Hanne Lund.

- Men ellers var det ikke noget, han snakkede om, og det respekterede både min søster og jeg, siger hun.

Ikke noget at tale om

Heinz Uckos reaktion er ikke usædvanlig. Mange af ofrene for tyskernes jødeforfølgelser vælger ikke at fortælle om den del af deres liv.

- Det er slet ikke ualmindeligt, og det gælder både for dem, der endte i Theresienstadt og de mere end 5.000 danske jøder, der blev reddet og flygtede til Sverige. Det gælder også for mange modstandsfolk og de danske politibetjente, der også blev sendt i kz-lejr, siger Janne Laursen.

Hun er direktør for Dansk-Jødisk Museum, som stod for projektet ”Danske jøders krigsoplevelser 1943-1945”.

Projektet viste blandt andet, at mange af ofrene valgte ikke at tale om deres oplevelser med deres børn eller overhovedet ikke at tale om deres liv og oplevelser under verdenskrigen.

- Jeg er jo ikke psykolog, men jeg tror, den bedste forklaring er, at de ikke har ønsket, at deres børn skulle vokse op med bevidstheden om, at den slags forfærdelige oplevelser har ramt deres forældre, siger Janne Laursen.

En ydmygende tid

Hanne Lund tror også, at hendes far har ønsket at skåne hende og hendes søster for den barske sandhed om livet i Theresienstadt og historien om, hvordan deres farmor og farfar blev myrdet af nazisterne i en kz-lejr.

- Det er jo en historie om fornedrelser og ydmygelser. Det har han helt sikkert ikke haft lyst til at tale om, og det kan man jo egentlig godt forstå, siger Hanne Lund.

Heinz Ucko med sin kone, Hanne Lunds mor, Sara Brudzewsky, som døde i 1988.

Men en bagside ved tavsheden er, at børnene aldrig får en mulighed for at høre om og dele faderens erindringer af nogle helt afgørende begivenheder i hans liv, siger Janne Laursen fra Dansk-Jødisk Museum.

- Det er begivenheder, som de gerne ville have hørt om fra forældrene selv og tale med dem om. De føler et savn, fordi de ikke kan være en del af forældrenes liv, siger hun.

På jagt efter sporene

Det er da også derfor, at Hanne Lund nu er gået i gang med at finde ud af, hvad der skete for hendes far, efter han i 1939 kom til Danmark, blev taget af tyskerne og endte i Theresienstadt.

Efter hans død fandt hun flere postkort til ham fra venner og slægtninge i tiden inden jødeaktionen. Hun har også fundet breve, som han har skrevet til andre, som tegner omridset af et billede. Hun har også besøgt Vejle Stadsarkiv og blandt andet fundet et brev, som hendes far måske har skrevet.

Og det er hårdt kost, fortæller Hanne Lund.

- Det er klart, at det er lidt af en følelsesmæssig rejse. Men det er interessant, og i de breve, jeg har fundet fra ham, kan jeg sagtens høre min far – der er ingen tvivl om, at hans liv har været hårdt, siger hun.

Svært at få de glemte jøders historie

Et af problemerne for Hanne Lund og andre børn af jøder, som tav om deres fortid, er, at netop historien om de unge jøder i Trekantområdet aldrig har været genstand for en egentlig historisk undersøgelse.

Fokus har først og fremmest været på den store historie om de 5.000 jøder i København, som blev reddet til Sverige fra de kendte havne i Gilleleje og Snekkersten.

De danske jøders historie i provinsen er der imod ikke lavet en egentlig historisk undersøgelse af. Vejle Amts Folkeblad har bragt flere artikler om jøderne i Vejleområdet. Historikeren Lone Rünitz omtaler også jøderne i Vejle-området kort i sin bog: ”Diskret Ophold”.

Et postkort sendt til Heinz Ucko i Danmark i 1941 fra nogle familiemedlemmer.

Men faktisk blev 81 jøder i provinsen fanget, heraf 10 fra Trekantområdet, da tyskerne gennemførte deres aktion mod de danske jøder. De blev alle sammen kørt i kreaturvogne med et særtog til kz-lejren i Theresienstadt. Langt de fleste kom hjem med de ”Hvide Busser” i april 1945.

Men en egentlig undersøgelse af Vejle-gruppen af jøder er aldrig blevet lavet. Det tætteste, vi kommer på det, er, at historiestuderende Anders Nedergaard Bæk Petersen i 2015 skrev sit bachelorprojekt om jøderne fra Trekantområdet.

'En hilsen fra mine jøder'

Der findes dog svage spor af Vejle-jødernes historie.

I en arkivkasse på Vejle Stadsarkiv gemmer der sig eksempelvis en hilsen fra den lille gruppe jøder, der blev bragt i sikkerhed i Sverige med "De Hvide Busser". Det var busser, som Sveriges Røde Kors stod bag, som førte de skandinaviske kz-fanger til Sverige i april 1945.

”En hilsen fra mine jøder på vejen fra Theresienstadt til Sverige”, har formanden for Vejle-afdelingen af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Anna Boesen, skrevet på en lille lap pair, der er hæftet ved hilsenen. På den optræder også Heinz Uckos navn, sammen med otte andre deporterede jøder fra Vejle-området.

Anna Boesen var medlem af Vejle Byråd. Hun står på midterste række som nummer to fra venstre.

Det er kun et lille stykke papir, men det er et vidnesbyrd om den angst og uro, som både de deporterede og deres venner hjemme i Danmark har haft under det halvandet år lange ophold i lejren.

Det viser samtidig, at Heinz Ucko var en af de jøder, der blev reddet hjem til skandinavien med "De Hvide Busser".

Der er også andre dokumenter i arkivet, som giver små glimt af livet i Theresienstadt. Eksempelvis et pas, et såkaldt ausweiss, fra lejren, som alle fangerne skulle bære. Der er julekort fra dem, der havde held til at flygte til Sverige – et af dem er underskrevet ”Helga og Hans”.

Der er postkort fra Theresienstadt, breve til Anna Boesen fra ”hendes” jøder efter verdenskrigen. Til sammen et vidnesbyrd fra en smertelig tid i en lille gruppe menneskers liv.

Grufulde historier

Der er næppe tvivl om, at livet i Theresienstadt har været hårdt for Heinz Ucko. Selv om han ikke selv har fortalt noget om livet i lejren, så har andre af den lille gruppe jøder fra Theresienstadt både fortalt om tiden i offentlige foredrag og skrevet deres erindringer.

Og de fortæller alle sammen om den nagende sult, om ydmygelser og prygl, om angst, uro og fortvivlelse.

Det gælder også 'Bubi' fra Hornstrup, som fortæller om, hvordan han skulle køre nattens døde til lejrens krematorium på hestevogn.

"Mens jeg således hev og trak i ligene, så kom der en SS-mand, som jeg aldrig havde set før: 'Hvad laver sådan en svinejøde her... Og du siger, du har været ved landbruget! Nu skal jeg vise dig det,'skreg SS-manden. Han steg op i vognen og begyndte at sparke ligene ned med støvlerne. Og da alle ligene lå ved siden af vognen, skreg han: 'Hent så de næste' (..) Så måtte jeg lade hestene sætte sig i bevægelse, mens ligene lå under vognen eller hang i hjulegerne. Og så brækkede knoglerne på dem", skriver 'Bubi' i sine erindringer til familien, som DR har fået lov til at bruge, mod at 'Bubi' forbliver anonym.

Om sulten fortalte brødrene Erith og Egon Ländler i Vejle Amts Folkeblad i maj 1945:

"Et kilo brød skulle slå til i tre dage, men vi spiste det hele til et måltid, da vi ræsonnerede som så: Hellere blive mæt en dag og så sulte de to næste dage. (..) Til middagens spiseseddel lød den på 300 gram kartofler med skræl på. Til slut kom så 0,4 liter vandsuppe - vand med kommen i."

Også Ruth Salm fra Stubdrup ved Kolding mærkede den evige sult.

- Vi tænkte og snakkede mere om mad, end jeg nogensinde kom til bagefter (…) Krigen, rygter, vejret, sygdom - det var alt sammen relativt uvæsentligt (...) Kun mad var i vores tanker - vores guldkalv var alt det, som kunne spises.

Om Heinz Ucko har haft de samme oplevelser og erfaringer er selvfølgelig uvist, men tilsammen tegner de dog et billede af det liv, som jøderne fra Vejle måtte udholde i Theresienstadt, og som hans datter Hanne Lund nu har forsøgt at finde sporene fra.

Heinz Ucko døde i 1995.

Facebook
Twitter