Å og vig kan være forurenet med 'et af de mest problematiske stoffer, vi kender'

Danmarks Naturfredningsforening opfordrer Fredericia Kommune til at undersøge område for giftigt fluorstof.

I årtier brugte brandmænd skum med giftige fluorstoffer, når de øvede sig på at slukke oliebrande på pladserne. Grafik: Lærke Kromann

Rettelse: I overskriften fremgik det tidligere, at der var tale om en sø og en vig, der kunne være forurenet. Det er rettet til en å og en vig.

En række af landets brandøvelsespladser er under mistanke fra Miljøstyrelsen for at have forurenet miljøet.

I årtier brugte brandmænd skum med giftige fluorstoffer, når de øvede sig på at slukke oliebrande på pladserne.

Skummen var god til at slukke brande, men i 2011 blev det forbudt at bruge skum med fluorstoffer, fordi stofferne kan påvirke immunforsvaret og børns evne til at reagere på vacciner, og så er der mistanke om, at de er hormonforstyrrende og kan give kræft.

Den giftige skum blev blandt andet brugt hos Beredskabscenter Gudsø mellem Fredericia og Kolding. Og der er stor risiko for, at de giftige flourstoffer er havnet i Gudsø Mølleå og Gudsø Vig i Fredericia Kommune.

Det vurderer geolog og seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Walter Brüsch.

- Det er helt klart, at det selvfølgelig har spredt sig, for stofferne har en høj opløselighed, så det vil bevæge sig med grundvandet og derfra transporteres ned mod vigen, siger Walter Brüsch.

Vandboring lukket

Fredericia Kommune har tidligere testet en vandboring, der alene forsynede beredskabscentret, og den viste forhøjet indhold af de giftige flourstoffer.

Dengang var der dog ingen officiel grænseværdi for det giftige fluorstof PFOS, der var i brandfolkenes skum, oplyser kommunen.

Siden er vandboringen lukket som drikkevandsboring, men kommunen har aldrig undersøgt Gudsø Mølleå eller vigen for de giftige fluorstoffer.

- Hvis jeg var kommunen, ville jeg tage et par vandprøver for at sikre mig, at koncentrationerne ikke er for høje. Men jeg er ret sikker på, at man vil finde det i grundvandet, siger Walter Brüsch.

Også hos Fredericia Kommune vurderer man, at de giftige stoffer har spredt sig til Gudsø Mølleå og Gudsø Vig. Det fortæller leder af Natur og Miljø i Fredericia Kommune, Inger Pabst.

- Vi er i tæt dialog med Trekantbrand, regionen og Miljøstyrelsen for at blive klogere på, hvilke undersøgelser vi skal lave. Inden vi sætter en masse undersøgelser i gang, vil vi lige finde ud af, hvilke undersøgelser der giver værdi for os. Så vi hjælper hinanden på tværs af myndighederne lige nu, siger hun.

179 borgere i Korsør undersøges

Problemet er kommet frem, efter at 179 børn og voksne i Korsør skal undersøges for at have spist forurenet kød fra et kogræsserlaug.

Stoffet PFOS er nemlig blevet fundet i køerne, og det fik Region Sjælland til at tilbyde undersøgelse af de 179 børn og voksne, der har spist køer fra kogræsserlauget.

At PFOS er et stof, som man bestemt ikke ønsker, at borgere skal indtage, understreges af at Miljøstyrelsen i flere omgange har skærpet grænseværdien for PFOS i drikkevand.

I 2015, da der først blev fastslagt en grænseværdi, lød grænsen på 100 nanogram per liter.

Siden blev grænsen fastsat til seks nanogram, og for to en halv uge siden blev grænseværdien igen sænket til to nanogram - så lavt, at det nærmest ikke kan måles.

'Et af de mest problematiske stoffer, vi kender'

Og der er en grund til, at kravene bliver skærpet igen og igen, siger Magnus Løfstedt, kontorchef i Miljøstyrelsens kemikalieenhed.

- PFOS er et af de mest problematiske stoffer, vi kender. Det ophober sig i levende organismer og bliver ekstremt langsomt nedbrudt, siger han.

Stoffet er under mistanke for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

Men der er endnu stærkere dokumentation for andre problemer, siger Magnus Løfstedt.

- Det kan blandt andet give effekterimmunsystemet, og det er jo ikke særlig heldigt, for immunsystemet er meget vigtigt for at beskytte kroppen mod sygdomme, siger han.

Derfor mener han også, at man må have gang i undersøgelserne i Fredericia.

- Vi kan kun opfordre til, at man får kortlagt forureningen for at finde ud af, om der er et problem, der skal håndteres. Og hvis der så er et problem, må man gøre noget ved det, siger Magnus Løfstedt.

Mens kommunen altså ikke ved, om der er giftige fluorstoffer ved og i Gudsø Mølleå, viser prøver fra forsyningsselskabet Trefor, at der ikke er problemer med drikkevandet i områdets boringer.

- Jeg tænker ikke, at vi har den samme situation, som de har i Korsør, men vi er selvfølgelig nysgerrige på at blive klogere på de her fluorstoffer, for det er nyt for os, at det er så stort et problem, siger leder af Natur og Miljø i Fredericia Kommune, Inger Pabst.

Facebook
Twitter