Æbletræerne nyder godt af sommervarmen: Alt tyder på flotte æbler i år

Frugttræerne bugner af blomster. Bierne er på overarbejde for at sørge for en god æblehøst til efteråret.

Æbletræerne kan vældig godt lide varmen og solen. Det tyder på gode æbler til efteråret. (Foto: Martin Kunzendorf © Martin Kunzendorf)

Hvis du har et æbletræ i haven, så kan du godt begynde at glæde dig til efterårets sprøde frugter.

Lige nu bugner træerne med hvide blomster, og vejret med varme og sol er helt perfekt til at udvikle æbler.

Sidste år blev æbletræernes blomster udsat for let frost, og det betød en elendig æblesæson, men i år er forholdene helt rigtige.

Det siger Jette Breth Jørgensen fra Munkebjerg Økologiske Frugtplantage ved Vejle.

- Det har været et rigtig fint forår, fordi vi ikke har oplevet nattefrost. Så æblerne har i alt fald ikke taget skade på grund af det, siger hun.

Normalt høster frugtplantagen 150 tons æbler. Men sidste år lå høsten 30 tons lavere.

Grundlaget for en god høst er i orden

Nu er det vigtigt at bier og andre insekter passer deres arbejde og bestøver blomsterne, så æblerne bliver dannet.

Og de arbejder mere effektivt, når det er varmt, siger formanden for de danske æble- og planteavlere Jan Jager fra Kærsbo Frugtplantage på Fyn.

- Processen med at flytte rundt på pollen går bedst, når det er varmt, forklarer han.

Jan Jager er sikker på, at høsten bliver god.

- Grundlaget er i orden, siger han.

Jette Breth Jørgensen har 12.000 æbletræer i sin frugtplantage. Hun har flere gode råd til haveejere, der gerne vil have så mange æbler som muligt.

- Hold 30 centimeter bar jord fri omkring stammen, så er der ikke så mange skadedyr i græsset omkring træet. Sørg for at vande og gøde, klip de visne grene af, forklarer hun.

Hvis der kommer sygdomme i træerne, så gælder det om at bekæmpe dem bedst muligt.

Jette Breth Jørgensen er især bange for viklere og æblebladhveps, der lægger æg i de helt små æbler, som ender med at falde af.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.