Alice inviterede familier med få midler på gratis ferie: Over halvdelen dukkede aldrig op

15 familier blev valgt ud blandt mere end 600 ansøgere, men da ferien stod for døren, mødte ti af familierne ikke op.

Under morgenmaden på den første dag regnede Alice Damgaard Andersen stadig med, at de sidste stole ved bordet her ville blive fyldt i løbet af dagen.

”Vi vil gerne tilbyde en gratis ferie for 15 familier, der ikke selv har råd til ferie, på et grønt område ved vores sø i Løsning.”

Sådan starter det facebookopslag, som Alice Damgaard Andersen lavede den 6. juli. Opslaget beskrev mad over bål, opslåede telte, masser af kæledyr og sågar en hoppeborg på ferien, der foregår i denne uge. Uden at det kostede en krone.

Lynhurtigt strømmede det ind med ansøgninger, og der landede mere end 600 af slagsen i hendes indbakke.

- Jeg lavede opslaget, fordi jeg selv ved, hvor svært det kan være at få råd til at holde ferie. Og for de her børn betyder det meget, at de kan møde op i skolen efter sommerferien og fortælle, at de også har været på ferie, fortæller Alice Damgaard Andersen.

En strøm af afbud

Mange timer blev brugt på at læse ansøgninger igennem og nøje udvælge de 15 familier, der kunne få en plads på ferieopholdet.

Men da dagen oprandt, og familierne skulle ankomme, og der var stillet fint an med mad og andre goder fra sponsorer, strømmede det pludselig ind med sms’er med afbud.

- Der var en del som først på dagen havde undersøgt, hvor Løsning egentlig lå, og som så syntes, det var for langt væk. Andre havde pludselig ikke råd til en togbillet. Og så er der også dem, som jeg aldrig har hørt fra, men som bare blev væk, fortæller Alice Damgaard Andersen.

- Det er rigtig skuffende. Det går jo ud over alle de familier, der kunne have fået pladsen i stedet for. Man kan jo sagtens have en god undskyldning, men de her ting kunne man godt have tjekket og vidst i bedre tid.

En god oplevelse på trods

Det blev dog ikke de mange afbud, der dikterede feriedagene. Alice Damgaard Andersen besluttede sig for at fokusere på de fem familier, der dukkede op, og gøre ferien god for dem.

For Karina Bagger fra Kolding, der deltog på ferien med sin mand og deres tre børn, var det en rigtig god oplevelse.

- Jeg var overrasket over, hvor afslappende det faktisk er. Børnene hyggede sig med hinanden, og det er dejligt ikke at skulle stå og lave mad og have overblik, som man plejer derhjemme, fortæller hun.

En lykkelig slutning

Responsen til Alice Damgaard Andersen har været rigtig positiv fra alle dem, der faktisk mødte op til ferieopholdet. Derfor synes hun også, at de positive oplevelser overskygger de negative.

I dag bliver de mange overskydende madvarer doneret til herberger og børnehaver, og allerede nu har Alice Damgaard Andersen fået tilbud om hjælp til at holde arrangementet igen næste år.

- De familier, der var med, har tilbudt at komme og hjælpe til næste år. Og jeg er blevet kontaktet af foreninger og sponsorer, der gerne vil støtte, at vi laver arrangementet igen, fortæller hun.

- Så selvom jeg er skuffet over dem, der ikke mødte op i år, hyggede vi os rigtig meget. Og derfor er jeg ikke blevet skræmt væk fra at gøre det igen en anden gang. Så må jeg bare udvælge mere omhyggeligt, og måske få folk til at betale et depositum, som de kan få igen, når de dukker op. Det er jo stadig vigtigt at tage hånd om de her familier.