Alternativ behandling rykker tættere på sygehuset: I Vejle får patienterne nu råd om kosttilskud og krystaller

På Vejle Sygehus kan patienter nu få vejledning i alternativ behandling.

Jeanett Kertevig er uddannet i det, der hedder alternativ-komplementær behandling. Det er en 2-årig uddannelse fra Arizona i USA. (Foto: Annette Jespersen DR)

Første gang kræftpatient Erik Vinkel mødte sygeplejerske Jeanett Kertevig, stod han klar med et stort indkøbsnet fyldt med alle mulige kosttilskud.

- Der var forskellige mineraler, antioxidanter, kalk, ingefær, jern, selen, zink og torskelevertran, siger han.

Sammen med sygeplejersken gennemgik de hver eneste kosttilskud for at vurdere, om de var gode for Erik Vinkel, der er i behandling for kræft, der er begyndt i tyktarmen.

Et udvalg af kosttilskud, som Erik Vinkel havde med på sygehuset.

Med kosttilskuddene håber han, at han kan hjælpe sin krop til at klare den skrappe kemoterapi bedst muligt.

- Så står man med hele det her batteri og spørger 'er det her overkill?', og så siger Jeanett, 'ja, lidt er det', griner Erik Vinkel.

Uddannet i alternativ behandling

Jeanett Kertevig er uddannet i det, der hedder alternativ-komplementær behandling.

Det er en 2-årig uddannelse fra Arizona i USA. Og nu har alle kræftpatienter på Vejle Sygehus mulighed for at tale om alternativ behandling med hende.

Det betyder, at der udover den normale behandling hos lægen også er mulighed for at tale om, hvad man eventuelt kan få ud kosttilskud, kranio-sakralterapi, healing og andre alternative behandlingsformer.

Et tilbud, der både er der for at hjælpe patienterne, men i høj grad også for at undgå, at de skader deres kræftbehandling.

- Der findes kosttilskud, som måske direkte går ind og ophober de giftstoffer, vi gerne vil af med efter kemoterapi. Og så har vi jo en overbevisning om at antioxidanter også kan modvirke effekten. Så det er min opgave at sikre, at patienten ikke gør noget, som skader mere end det gavner, siger Jeanett Kertevig.

Derfor kan hun også tale med om behandlingsformer, som er mere usikre i evidensen end andre.

- Vi kan sagtens tale om krystaller. Det handler om, hvad der giver velvære og hvad der giver livskvalitet. Så kan det godt være, man tænker 'arh, det ved vi ikke noget om', men så længe det ikke skader, så gavner det jo kun, og så er det bare 'go', siger hun.

Håber flere slutter sig til

Og netop tilbud, som det i Vejle, er gode. Det mener Ph.D i folkesundhedsvidenskab og forskningschef i Scleroseforeningen, Lasse Skovgaard.

- En interesse for det komplementære-alternative kan være noget mange patienter holder for sig selv. Og det fjerner jo ikke problemet, behovet eller interessen, den vil stadig være der, og så er patienten i stedet overladt til sig selv, siger han.

Derfor håber han også at flere sygehus vil ansætte en sygeplejerske, der kan hjælpe patienterne. For hverken han eller andre, DR har talt med, har hørt om, at der findes andre som Jeanett Kertevig på de danske sygehuse.

Erik Vinkel er glad for vejledningen i alternative behandlingsformer på Vejle Sygehus. (Foto: Annette Jespersen DR)

Og for hende er det vigtigste, at patienterne føler sig hørt og bliver sendt i den rigtige retning.

- Det er Eriks liv, det handler om, så det er i bund og grund op til ham. Men han får min viden og min overbevisning med ind i sin betragtning, siger Jeanett Kertevig.

For Erik Vinkel har hun haft stor betydning.

- Jeg fik optimeret det indtag, jeg skal have af kosttilskud. Og det giver mig en tryghed af, at det jeg gør, er det rigtige. Og jeg synes faktisk, det virker.