Arlette har fortalt flere generationer om Auschwitz: De unge skal kende min historie

Arlette Andersen fra Fredericia er en af de sidste øjenvidner fra Auschwitz. I mere end 25 år har hun rystet og fascineret unge mennesker med sin fortælling.  

Der er helt stille i kantineområdet på Rosborg Gymnasium i Vejle.

Eleverne lytter intenst til den lille, spinkle kvinde med det kridhvide hår. Med sprød stemme og en fin fransk accent fortæller Arlette Andersen sin historie.

Det er en historie om desperate jøders rejse i en kreaturvogn. Tre dage og tre nætter uden mad, vand og luft. Og med udryddelseslejren Auschwitz i det tysk besatte Polen som endestation.

I mere end 25 år har hun fortalt sin historie om 2. Verdenskrig og tiden som KZ-fange i udryddelseslejren igen og igen. 426 foredrag er det blevet til.

Især elever på folkeskoler og i gymnasieklasser hørt Arlette Andersens historie. Og det er der en grund til.

- Det er de unge mennesker, som skal føre vores civilisation og liv videre. De skal vide, hvad de skal passe på, og hvad man skal undgå, siger hun.

Og Arlette Andersen er en af de få, som stadig lever og kan fortælle.

- Der er meget få tilbage fra den tid, og efterhånden er de svagelige og trætte, så det er vigtigt, at vi fortæller til den nye generation. For man kan ikke forestille sig, hvordan det var, siger Arlette Andersen, der selv er 94 år.

Hun har ikke overblik over, hvor mange af de franske fanger i Auschwitz, som stadig lever. Men hver gang, der kommer en liste, er mange af navnene forsvundet.

- Måske er der nogle få hundrede tilbage.

- Vi er her for at dø

100.000 danskere har hørt om, hvordan hun som ung, fransk, jødisk studerende blev hentet af Gestapo den 25. november 1943 i den franske universitetsby, Clermont Ferrand.

De kom ind i auditoriet og tog elever og lærere med sig. Blandt andet, fordi de var jøder som Arlette Andersen.

Efter at have været interneret flere forskellige steder, rullede toget med Arlette Andersen om bord mod Auschwitz i januar 1944.

Hun vidste, at nogle familiemedlemmer var i lejren, og hun spurgte efter dem, da de nåede frem.

- Jeg hører stadig en pige sige: De er sikkert døde. Vi er her for at dø, husker hun.

Eleverne slukker mobiltelefonen og lytter

Eleverne på Rosborg er helt stille, mens Arlette Andersen fortæller. Mobiltelefonerne er slukkede, og der er ingen hvisken i krogene.

På balkonen stiller flere elever og lærere sig op for at lytte, når hun fortæller.

Hun gemmer ikke på de mest grusomme detaljer. Da hun fortæller om en medfange, der blev smidt levende i krematorieovnen, går der et sus gennem publikum.

Men Arlette Andersen prøver også at forklare, hvorfor netop hun overlevede. Det handler både om venskab og en medfange, der gjorde hvad han kunne for at redde så mange som muligt.

- Vi var var nogle piger, som holdt sammen. Hvis en blev deprimeret, kunne vi altid sige: 'Du skal se, det slutter snart.'

Desuden var pigerne heldige at få et job på en våbenfabrik, og det var med til at redde dem. Det var den græske violinist og jøde, Jacques Stroumsa, der skaffede dem arbejde indenfor.

- Så slap vi for at grave i sne og kulde, så havde vi tag over hovedet, fortæller hun.

Kom til Danmark på ferie

I januar 1945 stod de russiske tropper få kilometer øst for Auschwitz, og tusindvis af fanger blev transporteret til andre koncentrationslejre. Soldaterne forsøgte at slette sporene efter massedrabene i lejren.

De sidste fanger blev sendt på march vestpå i kulde og sne, blandt dem Arlette Andersen og hendes veninde, Denise.

Efter ophold i flere forskellige koncentrationslejre og en lang køretur i lastbiler gennem Tyskland nåede Arlette frem til den franske grænse. Her fik hun udleveret en togbillet, så hun kunne vende tilbage til sin familie i Paris.

Et år senere fik Arlette Andersen mulighed for at komme på sommerferie i Danmark gennem organisationen Alliance Francaise.

Det var her, hun mødte Ole Andersen, som hun senere blev gift og fik to børn med. I mange år var hun lærer på Fredericia Gymnasium.

  • Det er meget rørende at høre Arlette fortælle. De 250 elever på Rosborg Gymnasium lytter intenst til Arlette Andersens fortælling. (Foto: Thomas Kvist Christiansen)
  • Arlette Andersen har beholdt sin tatovering med fangenummeret 74853 på venstre arm. Det har ført til flere pudsige situationer. For eksempel har en dreng engang spurgt, om det var hendes telefonnummer. Billedet er fra Odder Gymnasium (Foto: Thomas Kvist Christiansen)
  • Arlette Andersen er holdt op med selv at holde de lange foredrag om Auschwitz. Men i forbindelse med en ny bog tager hun ud med forfatteren til nogle få arrangementer. Hun optræder på utallige selfies med de unge. (Foto: Annette Jespersen P4 Trekanten)
  • I 1995 møder Arlette Andersen sin redningsmand, den græsk, jødiske violinist Jacques Stroumsa, i Fredericia. Han sørgede for, at Arlette og hendes veninder fik arbejde på en våbenfabrik uden for Auschwitz. På den måde fik de et mere skånsomt arbejde. (Foto: Annette Jespersen P4 Trekanten)
  • Filmen, 'Arlette - en historie vi aldrig må glemme', havde premiere sidste år. Den er lavet af freelancejournalist Thomas Kvist Christiansen og fortæller om Arlette Andersen og hendes mange foredrag landet over. (Foto: Thomas Kvist Christiansen)
  • Bogen, 'Vi er her for at dø' er netop udkommet. Den fortæller Arlette Andersens personlige historie, men også om hendes mange foredrag og hendes indsats for at huske Auschwitz og Holocaust. (Foto: Thomas Kvist Christiansen)
  • Arlette Andersen i sit hjem i Fredericia. Hun er glad for, at hun har brugt så stor en del af sit liv på at fortælle om Auschwitz. - Det har været godt at se de unges interesse. Det er jeg glad for hver gang jeg ser, hvordan de reagerer, siger hun. (Foto: Annette Jespersen P4 Trekanten)
1 / 7

Der gik mange år, før hun begyndte at fortælle sin historie. Ikke engang de nærmeste kendte den.

Men da hun i 1990 hørte den højreorienterede, franske politiker Jean-Marie Le Pen udtale, at Holocaust er en ubetydelig detalje i historien, besluttede hun sig for at berette om sine oplevelser.

- Jeg ville fortælle, hvordan det var.

- Hvorfor skulle jeg gå rundt og fortælle noget så forfærdeligt, hvis det ikke passer. Det er godt, at de unge ved, hvordan vi har haft det, og at man i fremtiden skal undgå at have nogle perioder som det der, siger hun.

- Nogle elever er generte og vil holde mig i hånden

På Rosborg går mikrofonen rundt blandt eleverne. En vil gerne vide, om hun har været tilbage i lejren siden dengang. Men Arlette Andersen kan slet ikke se Auschwitz som turistmål.

- Jeg ved fra nogen, som har været der, at det overhovedet ikke ligner, som jeg kender det. Der er grønne planter og træer. Det var der ikke i den ørken, vi kendte. Så det vil jeg ikke, siger hun.

På hendes venstre underarme er fangenummeret 74853 tatoveret. Det har hun ikke lyst til at få fjernet, fortæller hun. Men det har ført til mange pudsige situationer.

- Der var en dreng, som spurgte mig, om det var mit telefonnummer, fortæller hun.

Inden Arlette Andersen kan tage hjem til Fredericia efter foredraget, bliver hun omringet af elever, som gerne vil tage selfies sammen med hende.

- Nogle er generte og vil bare holde mig i hånden. Andre stiller mig spørgsmål. Det rører mig hver gang, siger hun.

Helene Benjaminsen fra 3.s på Rosborg Gymnasium har hørt meget om holocaust og om Arlette Andersens oplevelser i timerne.

- Men pludselig kommer det meget tæt på, når man hører det fra hende selv - fra en, der har oplevet det, siger hun.

To bøger og en film fortæller Arlettes historie

Det er flere år siden, at Arlette Andersen stoppede med at holde timelange foredrag på skoler og gymnasier over hele landet.

- Jeg har ikke kræfter til det længere, siger hun.

Men hendes vidnesbyrd lever videre blandt andet i filmen: 'Arlette - En historie vi aldrig må glemme' og i bogen 'Vi er her for at dø', som netop er udkommet.

Det er journalisten Thomas Kvist Christiansen fra Fredericia, som står bag både bog og film. Og ud over at passe sit arbejde som freelancejournalist, så er Arlettes historie blevet noget af et livsprojekt for ham.

I forbindelse med lanceringen af bogen er Arlette Andersen igen på farten sammen med Thomas Kvist Christiansen. Og hun har nydt at være tilbage blandt de unge.

- Når man kommer ind i salen, som er propfuld, og de venter på, at jeg skal fortælle noget, så glæder jeg mig, siger hun.

Thomas Kvist Christiansen viser filmen og fortæller, og Arlette Andersen svarer på spørgsmål. På kun tre foredrag har de to mødt flere end 2.000 gymnasieelever.

- Det siger mig, at det giver mening at holde den her bevægelse i gang, siger Thomas Kvist Christiansen.

Arlette Andersen er også blevet en vigtig del af historien i byen Clermont Ferrand.

Filmen er blevet oversat til fransk, og hendes historie bliver brugt i undervisningen af skoleelever.

Og det glæder Arlette Andersen.

- Jo flere måder, der er at føre historien videre på, jo bedre, siger hun.

Blå bog om Arlette Andersen

  • Født den 18. juni 1924 med efternavnet Lévy.

  • Sad i Auschwitz fra januar 1944 til januar 1945

  • Kom til Danmark i 1946 på en ferie arrangeret af Alliance Francaise

  • Gift med danske Ole Andersen

  • To børn, Christian og Annett

  • Gymnasielærer på Fredericia Gymnasium fra 1961 til 1994

  • Holdt sit første foredrag i 1990

  • Dekoreret med det franske ridderkors

  • Der er udgivet flere bøger om hende:

  • 'Pigen fra Auschwitz' af Morten Vestergaard og Thomas Kvist Christiansens bog 'Vi er her for at dø', som netop er udkommet

  • Desuden filmen 'Arlette - en historie vi ikke må glemme' af Thomas Kvist Christiansen

Facebook
Twitter