August er højsæson for stress: Vi får ikke koblet af i ferien

Magisterforeningen har flest stress-samtaler med medlemmerne efter sommerferien.

Selv om stængerne kommer op, så er det ikke sikkert, at vi får sluppet hverdagen helt i sommerferien. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Sommerferien står for døren, og det betyder, at hovedet skal have ro, og batterierne skal lades op.

Men ferie er for mange ikke ensbetydende med, at tavlen bliver vasket ren og stressen forsvinder. Det fortæller arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Magisterforening Berit Krøyer Rasmussen.

- Generelt får vi flere henvendelser efter ferieperioder. Det er særligt omkring stress og mistrivsel i forbindelse med arbejdslivet, siger hun.

Stresscoach Lisbeth Fruengaard fra Vejle mener, at det er dagligdagens travlhed som gør, at folk kan have svært ved at få slappet ordentlig af i sommerferien.

- Ferien er en stor kontrast til hverdagen, hvor det hele er hektisk. I det hele taget er vi blevet rigtigt dårlige til at holde en pause, som faktisk er en pause. Så rigtigt mange holder ikke fuldtids-ferie, siger stress-coachen.

Selv om Dansk Magisterforening ikke tæller præcist, så er foreningen ikke i tvivl om, at august måned sidste år klart var travleste måned for stresssamtaler.

Berit Krøyer Rasmussen mener, at de mange stresssamtaler efter ferien skyldes, at folk har haft tid til at kigge deres liv efter i sømmene.

- De får en pause fra arbejdet og træder ud af det daglige hamsterhjul. De kommer lidt på afstand af det hele og kan se, at det, de har gang i, ikke er sundt, siger Berit Krøyer Rasmussen.