Auktionshus: Kasserede møbler fra sygehus kunne sælges

Det kaldte på forargelse, da møbler, køkkenudstyr og hospitalssenge fra det lukkede Give Sygehus blot blev smidt ud.

De brugte hospitalssenge fra Give Sygehus kunne formentlig gøre gavn andre steder. (Foto: Jim Hoff © Give Avis)

Møbler, senge og køkkengrej burde ikke uden videre være smidt i en container, da Give Sygehus skulle tømmes. Det mener Jens Ravnsbæk Andersen, der er leder af Scandinavian Service Partner.

Firmaet i Jyderup er et auktionshus, der har specialiseret sig i at sælge brugt fra firmaer, kommuner og andre offentlige institutioner. Og det ville i givet fald ikke være første gang, at der skulle sælges brugte hospitalssenge.

- Hvis ikke sengene havde stået ude længe, og var stablet sådan op, så ville vi typisk samle dem i lot (sæt, red.) a 10 og sælge dem på auktionen. Det er ikke guld, men det giver en fornuftig pris, som er til glæde for sælger og for os, for vi får en salgsprovision, siger han.

Ordet 'svineri' går igen i mange af de ophidsede debatindlæg på Facebook i sagen om oprydningen på det lukkede sygehus i Give.

Møblerne, som er smidt i containere, kunne ikke bruges på andre sygehuse i Region Syddanmark, og i går måtte regionen da også indrømme, at salg og genbrug af de overskydende ting ikke rigtigt havde været overvejet.

- Jeg tænker, at hvis vi står i denne situation igen, skal vi prøve at forholde os til, om det kan gøre nytte andre steder, når vi nu ikke kan bruge det i sygehusregi, siger koncerndirektør Rikke Vestergaard fra Region Syddanmark.

Jens Ravnsbæk Andersen mener umiddelbart, at han ville kunne sælge senge og køkkengrej, mens stolene formentlig ikke havde været meget værd i handel og vandel. Men derfor behøver de jo ikke blive smidt ud, mener han.

Kunne have givet glæde og værdi

- De kunne måske have gjort glæde et andet sted, hvor det kunne give noget værdi, siger han.

Det samme er mange af borgerne enige i. Der er adskillige forslag om at sælge det i genbrugsbutikker, eller forære stolene til gode formål.

- Et eller andet sted kradser det lidt i mine ører, at brugbare ting bliver smidt ud, det kan vi ikke lide i genbrugsverdenen. Vi afhenter generelt både fra virksomheder og offentlige kontorer, hvis der er noget, vi kan bruge. Der er meget af det, der er smidt ud, vi gerne ville have hentet, siger Jens Lundsgaard, der er leder af Kirkens Korhær i Vejle.

Han forklarer, at det primært havde været stole og lamper, der havde været interessante for Kirkens Korshær i Vejle.

- Vi har tidligere hentet en del fra Vejle Sygehus, og det kradser også i ørerne som privatperson, at der ikke er større omhu med offentlige midler, siger han.

Hele sagen gør lidt ondt i hjertet på Jens Ravnsbæk Andersen.

- Når man handler ind, er der utroligt meget fokus på at få nogle gode tilbud på nye varer. Vi oplever det anderledes, når noget skal ud i den anden ende. Så er det ude af regnskabet. Det er afskrevet, og der er ikke fokus på det. Så sker ting, og det er smaddersynd, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.