Beboerne på Hjarnø går sammen om at få lynhurtigt internet

Det kan være svært at få internetudbyderne til at tilbyde hurtigt internet i yderområderne. Men på Hjarnø er beboerne gået sammen om i flok at skaffe hurtig netadgang. TDC vil gøre det lettere for lignende projekter.

På Hjarnø er beboernes internet rykket fra en sneglefart på 0,4 megabit per sekund til 50 megabit per sekund. Det skyldes, at TDC har indgået en aftale med alle beboerne på øen på samme tid. (Foto: Hilaryaq © Stock.xchng)

Det kan betale sig at gå i flok, hvis man vil have noget gennemført.

Det har de bevist på Hjarnø i Horsens Fjord.

Her er det nemlig lykkedes at få hurtigt internet til øen, fordi beboerne i fælles flok har lavet en aftale med TDC.

Internetudbyderen ikke havde ikke planer om at gøre internettet på øen hurtigere. Men efter en idèkonkurrence på et beboermøde er det alligevel lykkedes.

Så beboernes internet er rykket fra en sneglefart på 0,4 megabit per sekund til 50 megabit per sekund.

TDC vil hjælpe kunderne med lignende projekter

Efter succesen på Hjarnø har TDC nedsat en specialgruppe, som skal  gøre det nemmere for lignende projekter i fremtiden.

- Vi har lært, at hvis beboerne i udkantsområder går sammen om at tage nogle fælles initiativer, så kan både de og vi få det til at hænge sammen økonomisk, siger Ib Konrad Jensen, der er Pressechef i TDC.

Bag det hele står campingpladsejeren, Carl Holmberg, der tog initiativ efter idèkonkurrencen på beboermødet.

- Internettet vandt konkurrencen, så tog jeg telefonen og ringede til TDC, fortæller Carl Holmberg.

Og så kom der ellers skub i tingene.

For TDC var interesseret i at indgå et samarbejde med øboerne på den betingelse, at de kunne samle abonnenter nok, som ville købe TDC internetservice.

Og det var ikke svært at finde den opbakning.

Udkantsområderne er underprioriteret

Carl Holmberg er ikke i tvivl om at øen er et har været et underprioriteret område for teleselskaberne.

- Vi må jo erkende, at når man kommer til Hjarnø, så er man jo i det, man kalder udkanten. Og vi er ikke første prioritet, når man skal investere i logistik, siger Carl Holmbjerg.

Pressechef i TDC Ib Konrad Jensen mener, at eksemplet fra Hjarnø kan sammenlignes med dengang bønderne gik sammen om at lave andelsmejerier, og i nyere tid  fællesantennesammenslutninger.

Og han mener ikke, at det er urimeligt, at der skal en lokal ildsjæl til, for at få brugbart internet til Hjarnø.

Øen ligger trods alt ikke langt fra større byer, og koncernen investerer hvert år 3,7 milliarder kroner i infrastruktur.

- Men vi er nødt til at investere, hvor vi har flest kunder og størst behov. Så har vi nok som gammelt statsmonopol det vi kan kalde en særligt rolle, men vi er også en virksomhed, som skal tjene penge, siger Ib Konrad Jensen.

FacebookTwitter