Bedre samarbejde giver psykisk syge kortere indlæggelser

Færre dage i en kold sygehusseng og bedre brug af de offentlige penge. Det er resultaterne af et psykiatriprojekt i Fredericia.

Når region og kommune arbejder bedre sammen, får psykisk syge færre dage på hospitalet. Det viser erfaringer fra Fredericia. (Foto: © Pressmaster, Colourbox)

Hvis region og kommune arbejder bedre sammen, får psykisk syge færre dage på hospitalet.

Det viser projektet "Psynergi" i Lokalpsykiatri Fredericia, der hjælper mennesker med skizofreni eller svære personlighedsforstyrrelser. 

Og det handler i al sin enkelthed om bedre samarbejde. For når man kæmper med alvorlige psykiske sygdomme, der gør hverdagen svær, så får man hjælp fra både region og kommune.

- Det, der er unikt, er, at vi har et fælles dokument, vi skriver i. Vi har interviewet flere patienter, og de har givet udtryk for, at de kan mærke vores bedre samarbejde. De behøver ikke gentage noget, de allerede har sagt det ene sted, siger projektleder Dorthe Lunding

Mindre tid i hospitalssengen

Det åbne samarbejde betyder, at patienterne ikke skal indlægges så ofte, og der er også færre patienter, der har brug for at være under opsyn hele døgnet. Det styrker patienterne, men det er også billigere for samfundet.

Projektet er lykkedes, blandt andet fordi medarbejderne har været meget fleksible, hvis patienterne har haft brug for at komme i kontakt med en professionel.

- For eksempel kan man sende en sms og få et godt råd. Også på en fredag aften, siger Dorthe Lunding

Vil sprede erfaringerne

Psykiatriprojektet er nomineret til Regions Syddanmarks Åbenhedspris og en gevinst på 250.000 kroner, der bliver uddelt fredag.

Og fokus på projektet giver gode muligheder for at få spredt det gode budskab.

- I første omgang er det meningen, at projektet skal spredes til Kolding og Vejle, så vi får brugt de gode erfaringer, siger Dorthe Lunding.