Birtha fik hjælp af boligguide, da hun flyttede på plejehjem: Jeg er jo helt alene

Det er ekstra svært for ældre at flytte i plejebolig, hvis de ikke har pårørende eller venner. I Vejle hjælper en socialrådgiver.

72-årige Birtha Jepsen havde ikke familie og venner til at hjælpe, da hun flyttede på plejecenter. Hun fik hjælp af en kommunal boligguide. (Foto: Plejecenter Sandbjerg)

Der er meget at holde styr på, når ældre og udsatte borgere skal flytte fra egen bolig i en plejebolig.

Ikke mindst, hvis borgeren ikke har pårørende eller venner.

I Vejle har kommunen valgt at ansætte en socialrådgiver, der arbejder som boligguide.

Det har 72-årige Birtha Jepsen haft glæde af, da hun flyttede ud af sin lejlighed gennem 45 år og ind på Plejecenter Sandbjerg i Thyregod ved Give.

- Jeg er jo helt alene. Jeg har slet ingen pårørende og ingen venner, siger hun.

Det hjælper både borgere og kommunen

Socialrådgiver Klaus Leander Heeddegård sørgede for at sige Birtha Jepsens lejlighed op, få den ryddet og ordnet betalingen af regninger.

- Han har hjulpet mig helt fantastik. Han har næsten gjort det hele, siger hun.

Det var et benbrud, der til sidst sendte Birtha Jepsen på plejehjem. Hun ved ikke, hvad hun ville have gjort, hvis ikke Klaus Leander Heeddegård havde sørget for alt det praktiske.

- Så måtte jeg jo have fundet én eller anden til at gøre det for mig, siger hun.

I alt 39 borgere har indtil videre haft brug for hjælpen, som blev indført ved årsskiftet som et forsøg, men nu bliver ordningen forlænget, så den også kører i 2019.

Det fortæller udvalgsformand Kenneth Fredslund Petersen (DF) fra kommunens seniorudvalg.

- Vi oplever, at det er til stor glæde for især borgerne, men også for borgerservice. Vi har en person, der har styr på det fra start til slut, forklarer han.

Plejecenter Sandbjerg har sten med små vers liggende rundt omkring. (Foto: Plejecenter Sandbjerg)

- Jeg er alene, men ikke ensom

På Birtha Jepsens stue er der ingen fotografier, og det var der heller ikke i lejligheden. Men hun føler sig ikke ensom.

- Heller ikke selv om jeg aldrig har haft bekendte og familie. Jeg er godt tilfreds med mit eget selskab, og jeg har mit fjernsyn. Nu har jeg jo fået venner herude, og de er flinke ved mig. Jeg er glad for dem, siger Birthe Jepsen.

Pengene til boligguiden i Vejle kommer fra ubrugte midler fra en klippekortordning, der giver ældre adgang til ekstra kommunal service.

Facebook
Twitter