Bitter kål kan måske få bugt med folkesygdom

Firmaet Årstiderne vil sætte bitter kål ind i kampen mod diabetes med hjælp fra gamle sorter, kokke og forskere.

Mange forskellige kålsorter indgår i projektet, og flere af dem er meget gamle sorter. (Foto: Steffen Lübbert terpling)

Grøntsager med bitter smag, som for eksempel rosenkål og savoykål, kan være effektive sygdomsbekæmpere.

Det har forskningsprojektet MAXVEG på Aarhus Universitet vist.

Projektet dokumenterer, at særligt bitre grøntsager er et effektivt middel til at mindske symptomer på type II diabetes. Nu følger madfirmaet Aarstiderne så op med konkret dyrkning af grønsager med mange bitterstoffer.

Forsøgene foregår i Barrit, øst for Vejle. Projektet hedder Bittersund og landbrugs- og miljøchef, Svend Daverkosen, forklarer om grønsagernes smag.

- De har jo en stærkere og skarpere smag. Nogen gange opleves det meget bittert, og andre gange opleves det mere pirrende end kraftigt, siger han.

Danskerne er normalt ikke så gode til bitre smage, derfor er det en stor udfording at få de bitre grønsager til at smage godt, siger Svend Daverkosen.

-Det er jo helt væsentligt, at vi kan få dem udnyttet på en måde så at folk faktisk kan lide at spise dem og oplever det som spændende, siger han.

På gården i Barrit er det særligt gamle kålsorter, der bliver dyrket. Når kålen er klar til høst i oktober, skal et hold af kokke finde ud af, hvordan man får dem til at smage godt, og Aarhus Universitet skal hjælpe med smagstests.

Facebook
Twitter