Bliv gift på toppen af Lillebæltsbroen

Flere skal sætte en ring på fingeren højt over Lillebælts bølger. Nu vil Fredericia Kommune nemlig være kendt for bryllupper på toppen af den gamle Lillebæltsbro.

Drop kirker og rådhuse. Flere og flere vil giftes i 60 meters højde - på toppen af den gamle Lillebæltsbro. (Foto: Content Power House)

Nu kan du sige ja til din udkårne i 60 meters højde med udsigt over både Jylland og Fyn.

15. august bliver to par viet på toppen af den gamle Lillebæltsbro.

Og nu håber Fredericia Kommune, at flere brudepar vil følge trop. Det giver nemlig god omtale, mener viceborgmester Susanne Eilersen (DF).

- Der er rigtig god markedsføring i det. Vi får solgt både byen og de skove, strande og naturskønne områder, der omgiver den, siger hun.

Fredericia skal på bryllupslandkortet

Tidligere på året åbnede Lillebæltsbroen som en af de første broer i verden op for såkaldt 'bridgewalking'. Her kan alle mod betaling få lov at vandre en tur øverst oppe på broen, og dermed kan man altså også blive gift på toppen af Lillebælt.

Derfor håber Susanne Eilersen, at Fredericia i fremtiden vil blive synonymt med bryllup på samme måde som Ærø og Christiansfeld.

- Vi ser jo andre byer, som kan tiltrække borgere også fra udlandet til bryllupsarrangementer. Der håber vi, at vi kan være med og få den samme anerkendelse, fordi vi kan tilbyde noget helt unikt, siger hun.

Også på den anden side af Lillebælt, i Middelfart, håber man at vielserne på den gamle bro vil give bonus. Men her drømmer man ikke om at gå Ærø og Christiansfeld i bedene, forsikrer borgmester Steen Dahlstrøm.

- Jeg synes, at Ærø skal have lov til at være nummer et på Fyn, når det kommer til vielser. For os handler det mere om at skabe profilering og omtale. Bridgewalking er blevet vores fyrtårn, når det kommer til turister, siger han.

Flere vil giftes under åben himmel

Brobryllupper med vind i håret og langt til jorden kan sagtens vinde indpas, fortæller medindehaver af bryllupsmagasinet bryllup.dk Michael Noe. Flere og flere par vælger nemlig at droppe kirken og hive ceremonien med udenfor.

- At blive gift på toppen af Lillebæltsbroen passer godt ind i tidens tendens. Mange ønsker sig et unikt bryllup, hvor scenen og opstillingen er lidt anderledes i forhold til det klassiske bryllup, siger han.

Fredericia Kommune har allerede modtaget flere ansøgninger om at blive gift på den gamle Lillebæltsbro.