Blød, cremet eller gratin? Mad til ældre skal være tyggevenlig og kalorietung

Firma i Taulov har fået fem millioner kroner til at forbedre ældremaden.

I Elbokøkkenet i Taulov eksperimenterer man med ærtepuré og flæskesteg i gratinversion til ældre med dårlig appetit.

Mange ældre har dårlig appetit eller problemer med at tygge og synke maden.

Det giver risiko for underernæring, og det problem vil Elbokøkkenet i Taulov forsøge at løse.

Virksomheden har fået knap fem millioner kroner fra Ældreministeriet til at finde nye måder at lave tyggevenlig og kalorietung ældremad på.

- Vi skal udvikle på de retter, vi kender i forvejen, men de skal laves i en mere ældrevenlig retning, siger leder af projektet "Fristelser i øjenhøjde", Kirsten Færgeman.

Det betyder blandt andet, at Elbokøkkenet skal finde nye måder at servere blød og synkevenlig mad på, og at maden skal have flere kalorier, så de ældre, der har dårlig appetit, kan nøjes med små portioner og samtidig få den næring, de har brug for.

- Hvis man ikke har appetit og får en stor portion mad stillet foran sig, så mister man fuldstændig appetitten, siger Kirsten Færgeman.

Charlotte Holm Jensen arbejder i Elbokøkkenet, som leverer mad til ældre i fire kommuner i Trekantområdet. Hun har været på kursus i mad til ældre.

- Lige nu prøver vi at lave gratiner, der er helt findelte. Blandt andet flæskestegsgratin. Udfordringen er, at få maden til at se indbydende ud, når den serveres. Og det handler om, hvordan vi skærer maden, og hvordan vi serverer det, siger Charlotte Holm Jensen.

Ifølge Ældre Sagen er 60 procent af borgerne i ældreplejen i risiko for at blive underernærede, og derfor hilser de projektet velkomment.

- Mad og måltider er rigtig vigtig for den enkelte ældres livskvalitet, så er det godt, at der er sat fokus på området, siger seniorkonsulent Rikke Hamfeldt.

Projektet løber frem til midten af 2020, hvor Elbokøkkenet vil dele deres erfaringer og nye opskrifter med resten af landets kommuner.

Facebook
Twitter