Børn får fjernet nyresten som aldrig før: Femdobling på få år skyldes slik og sodavand

Antallet af børn under 18 år, der får fjernet nyresten, er femdoblet siden 2014. Det skyldes usund livsstil.

Overlæge Susanne Sloth Osther er en af få læger i Danmark, der må behandle unge under 18 år for nyresten. (Foto: Charlotte Dahl/Sygehus Lillebælt)

I løbet af de seneste år er der sket en femdobling i antallet af børn i Danmark, der er blevet behandlet for nyresten.

I 2017 fik 61 børn i Danmark fjernet nyresten. I 2014 var der 12, viser en opgørelse fra Sygehus Lillebælt.

- Det er et problem. Nyresten er dels en meget smertefuld tilstand, og så kan det give anledning til påvirkning af nyrernes funktion på længere sigt, og det kan ultimativt også være en livsfarlig situation, siger overlæge Palle Osther fra urinvejs-kirurgisk afdeling på Vejle Sygehus.

Kirurgerne på Vejle Sygehus er de eneste i landet, der har tilladelse til at fjerne nyresten på børn og unge under 18 år, da der er behov for specielt udstyr og meget specifik viden på området.

Usund livsstil er skyld i stigningen

Børn med nyresten kan deles ind i to grupper. De, der får nyresten, der er relateret til noget arveligt, og de, der får nyresten på grund af livsstil. Og den store stigning skal findes i kategorien usund livsstil, forklarer Palle Osther.

- Grunden til, at flere børn får nyresten, er helt klart relateret til livsstilsændringer. Den livsstil, der også relaterer i at flere børn får sukkersyge og forhøjet blodtryk, giver også anledning til en stigning i antallet af børn med nyresten. Man får simpelthen en højere risiko for nyrestensdannelse, når man lever usundt, siger Palle Osther.

Men det kan være svært at opdage nyrestenene, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på symptomerne.

- Ofte kan børnene have uklare symptomer i form af diffuse mavesmerter, og der skal man tænke på, at de her børn kan have nyresten, så man opdager det tidligt og kan sætte behandlingen ind, inden der kan være en skade, siger Palle Osther.

Stor risiko for at nyresten vender tilbage

Hvis nyrestenene kommer af en usund livsstil, og man efter behandlingen ikke gør noget aktivt for at ændre livsstil, vil nyrestenene komme igen i næsten 100 procent af tilfældene, siger overlæge Palle Osther.

Derfor er det strengt nødvendigt, at man ændrer livsstil og skærer ned på usunde vaner, hvis man vil undgå nyresten i fremtiden også.

- Det er vigtigt at forebygge, at det gentager sig, og det har man ret gode muligheder for. Dels med medicin, men også ved at ændre sin kost. Drik mere vand og spis rigtigt, siger Palle Osther.

Ifølge Palle Osther giver det derfor rigtig god mening at skifte noget af sodavandet ud med vand, og nogle af de søde sager med grøntsager, hvis man vil forebygge nyresten.

Facebook
Twitter