Bro-arbejde er gået helt i stå: Arbejder sendt på sygehuset efter ’uforklarligt stød’

Arbejdet med renoveringen af den gamle Lillebæltsbro har stået stille siden i mandags.

Den Gamle Lillebæltsbro er lukket for renovering. Og det fortsætter den nok med at være et stykke tid endnu. Her kigger specialister på broen.

Den gamle Lillebæltsbro er under renovering, og de 12.000 biler, der normalt passerer broen hver dag, har de seneste uger været nødt til at køre over den nye bro.

Arbejdet skulle stå på i 20 uger, men det er i akut fare for at blive forsinket efter en arbejdsulykke, som Vejdirektoratet simpelthen ikke har en forklaring på.

- En entreprenørmedarbejder fik stød i forbindelse med arbejdet. Vi har simpelthen ikke fundet noget, der kan forklare hændelsen, siger Shahriar Honar fra Vejdirektoratet, der er fagprojektleder på arbejdet.

Manden, der fik stød, blev sendt til observation på skadestuen, hvor han var natten over. Episoden fandt sted den 29. maj, og siden har Vejdirektoratet altså ledt efter en forklaring – som de endnu ikke har fundet.

- I sidste weekend nåede vi til, at vi ikke kan arbejde mere, før vi får løst problemet. Så vi har stoppet arbejdet fuldstændig, siger Shahriar Honar.

- Det handler om personsikkerhed, så vi tager det meget seriøst, siger han.

Nyt system på vej

Der har været flere eksperter kaldt ud på stedet for at finde en årsag til, at entreprenørmedarbejderen pludselig fik stød i forbindelse med sit arbejde på broen – men ingen har fundet forklaringen, og nu er Vejdirektoratet klar til at opgive nogensinde at finde svar på, hvordan det skete.

I stedet vil der blive lavet et nyt sikkerhedssystem, der vil forhindre hvad end, der er sket, i at ske igen.

- Vi er ved at lave et system, der kan forhindre den slags fremover. Vi kunne godt tænke os at vide, hvad der er sket, men det ser svært ud. Det er frustrerende, men nu er der kun en vej, og det er fremad, siger Shahriar Honar.

Selv om tidsplanen nu er på vej til at skride, håber Shahriar Honar på, at man kan indhente det tabte.

- Vi er kommet bagud, det kan vi ikke lægge skjul på. Det skal vi forsøge at indhente. Vi har en buffer i tidsplanen, og vi håber, at vi kan åbne i oktober 2018, siger han.

Facebook
Twitter