Byrådsmedlem smidt ud af Venstre: Nægtede at stemme for tvunget håndtryk

Byrådsmedlem i Billund Kommune Lars Hansen er blevet ekskluderet af Venstre.

Lars Hansen er ekskluderet med øjeblikkelig virkning og fortsætter nu som løsgænger i byrådet i Billund Kommune. Arkivfoto: Privatfoto / Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix (Foto: PRIVATFOTO)

Det har nu kostet Lars Hansen medlemskabet i Venstre, at han stemte imod tvunget håndtryk i forbindelse med grundlovsceremonier i Billund Kommune.

Lars Hansen, der er medlem af byrådet i Billund Kommune, har tidligere kaldt det symbolpolitik af værste skuffe, og nu har partiets kommuneforening i Billund ekskluderet ham med øjeblikkelig virkning.

Blandt begrundelserne er, at han stemte imod, da byrådet skulle vedtage tvunget håndtryk i forbindelse med grundlovsceremonier, der er et krav for at blive dansk statsborger.

Det får ham nu til at rette en kritik mod sine tidligere partifæller.

- Jeg troede, at DF var det mest topstyrede parti, vi har i Danmark, men jeg må sgu bøje mig og sige undskyld til de DF’ere, jeg har drillet på min vej. For jeg er lige kommet ud af et parti, der i den grad også er topstyret, siger Lars Hansen.

Han ærgrer sig over at være blevet smidt ud, og han er ikke enig i beslutningen.

- Først og fremmest skal jeg lige lande, og det skal lige bundfælde sig. Jeg fik e-mailen her til morgen om, at min eksklusion er eksekveret med øjeblikkelig virkning. Jeg synes stadig, at der var plads til mig i Venstre, siger Lars Hansen.

Lokalformand: 'Ikke en enkelt sag'

Efter sin nej-stemme til reglen om tvunget håndtryk skrev Lars Hansen sammen med en borgerliste i kommunen et læserbrev, hvor han udtrykte sin utilfredshed med forslaget. Det er blandt andet det læserbrev, der nu har fået ham smidt ud af partiet.

Det fortæller Ivar Nørlund, der er formand for Venstres kommuneforening i Billund. Det er medlemmerne heri, der har besluttet at smide Lars Hansen ud af partiet.

- Det her er ikke en enkelt sag, det er mange sager gennem årene. Det er selvfølgelig håndtrykssagen, folk kan huske. Men det er følgerne i den sag med læserbreve med andre partier uden at kontakte baglandet. Det var bare det, der fik bægeret til at flyde over, siger Ivar Nørlund.

Han understreger, at det er en ærgerlig og ekstraordinær situation for alle involverede.

- Det er absolut ikke en rar sag at skulle igennem, men vi har konstateret stigende samarbejdsproblemer med Lars, og vi har prøvet at få det gjort bedre, men det har ikke fungeret, siger Ivar Nørlund.

- Jeg har aldrig prøvet at ekskludere nogen før, og jeg har været med siden 1995. Det er ikke noget, man bare lige gør. Det er bestemt ikke nogen behagelig situation at sætte både Lars og Venstre i, men vi var ude, hvor der ikke var andre muligheder. Det er yderst beklageligt, og vi er rigtig ærgerlige, siger han.

Blev opfordret til selv at gå

Lars Hansen var i første omgang blevet opfordret til selv at forlade partiet, men det valgte han ikke at gøre, og derfor blev han ekskluderet.

Han fortæller, at han har fået tre begrundelser for sin eksklusion. At han stemte, som han gjorde i håndtrykssagen, at han skrev et læserbrev om sagen uden baglandets vilje, og så at han ’havde en hård retorik i Venstre-gruppen i byrådet’.

- Det trækker jeg lidt på smilebåndet af. Jeg synes, vi havde en god dialog i Venstres byrådsgruppe, siger Lars Hansen.

Lars Hansen fortsætter nu som løsgænger i byrådet og har ingen umiddelbare planer om at finde et nyt parti. Han har heller ingen planer om at modarbejde sine tidligere partifæller i byrådet.

- Jeg stemmer ikke i forhold til at bære nag, men i forhold til hvad jeg mener er bedst i forhold til borgerne i Billund Kommune. Men jeg er ikke en del af Venstre længere, så jeg kan jo forhandle frit med alle, siger han.

Facebook
Twitter