Carolina ventede et år på servicehunden Wilson: 'Han er min klippe'

Psykisk sårbare kan have stor gavn af særligt uddannede servicehunde, men ventetiden på en hund er lang.

Wilson er servicehund for 20-årige Carolina Kloster. Hun er psykisk sårbar og har angst og OCD, og det hjælper Wilson hende med at håndtere. For eksempel vækker han hende, hvis hun har mareridt. (Foto: Peter Øvad Halkjær © DR)

Wilson ligner enhver anden sort labrador, men han kan noget særligt. Han er nemlig servicehund for 20-årige Carolina Kloster fra Vejle.

Hun er ramt af angst og OCD, men Wilson har gjort, at hun nu kan gå en tur på egen hånd.

Wilson er blevet trænet af folk i organisationen Servicehundeforeningen, og lige omkring nytår fik han et nyt hjem hos Carolina Kloster.

På den korte tid har han allerede gjort hendes liv markant bedre.

- Han er min klippe og årsagen til, at jeg kan komme ud uden mine forældre, fortæller hun.

Wilson opdager Carolinas mareridt

Labradoren er blevet fast sovemakker for Carolina Kloster, og selv om natten er han en stor hjælp for hende.

- Han kan mærke, hvis jeg har mareridt. Så vækker han mig, så det er en kæmpestor befrielse at have fået ham.

Carolina Kloster er langt fra den eneste, der har fået øjnene op for, hvad en våd snude og en logrende hale kan.

Mange ønsker sig en Wilson

Interessen for servicehunde er steget voldsomt, og det mærker man hos Servicehundeforeningen.

Her er ventetiden på en hund det seneste år gået fra et halvt til et helt år.

Det skyldes blandt andet, at mange familier har fået hund under corona, og det har været svært at finde nok egnede hundehvalpe. Nogenlunde samme melding kommer fra Team Servicehunden, en anden organisation, som uddanner hunde, der kan hjælpe psykisk sårbare.

- Vi har rigtigt mange ansøgninger, og det gør, at man skal vente længere tid på, at vi kan levere en hund, siger instruktør Jimmi Koldenborg fra Servicehundeforeningen.

Bliver rørt over Wilsons succes

Samtidig har der også manglet instruktører til at træne hundene, og det tager tid at få nye instruktører uddannet.

- Fra vi får en instruktør ind, til vi kan sætte dem til at arbejde selvstændigt, går der næsten et år, forklarer Jimmi Koldenborg.

Det er ham, der har trænet Wilson, og han bliver helt rørt over at høre, hvor stor en hjælp han er blevet for Carolina Kloster.

- Det betyder alt, at der er et menneske, der får noget livskvalitet. Det er det, vi er her for, siger han.

Også hos Sind, landsforeningen for psykisk sundhed, har medlemmerne opdaget servicehundens særlige egenskaber.

- Mennesker med psykiske lidelser er blevet opmærksomme på, at der findes servicehunde, og at det er en mulighed for hjælp i hverdagen, så man kan klare sig mere selvstændigt, siger formand Mia Kristina Hansen.

Nu kommer Carolina ud

Hjemme i Vejle-forstaden Bredballe er Wilson hurtigt blevet en del af Carolina Klosters hverdag.

Han har gjort mange ting meget lettere for familien. Før Wilson kom, var det for eksempel meget svært for hende at komme ud.

- Jeg var virkelig fanget i mit eget hjem, og jeg var afhængig af, at mine forældre kunne tage fri og rydde deres kalender, hvis jeg skulle noget, fortæller hun.

Nu er det ikke længere så svært for hende at komme ud.

- Han kan en masse øvelser, som hjælper med at aflede min opmærksomhed på angsten, når den sniger sig ind. Det er blevet meget nemmere at gå ud alene, siger Carolina Kloster.

'Sindsygt, hvad der er sket på tre uger'

Wilson har en meget fin fornemmelse for, hvordan hun har det.

- Han kan hurtigt mærke, hvis jeg ikke har det så godt og så selv tage kontakt. Så kommer jeg til at tænke på ham i stedet for de tanker, der kommer med angsten.

Før Carolina Kloster fik Wilson, forsøgte hun at håndtere sin angst på mange forskellige måder. På den måde ligner hun mange andre, der får en servicehund, når alle andre behandlinger er forsøgt.

- Jeg synes, at jeg har prøvet alt - udover en servicehund. Det, der er sket på de tre uger, jeg har haft Wilson, er helt sindsygt. Så jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg er om et halvt år. Det er helt vildt, siger hun.