Cyklister bytter dødsrute ud med supercykelsti

Nu skal det være slut med at kante sig vej gennem midtbyen i Vejle. Over hele landet bliver cyklisterne forkælet med supercykelstier.

I Vejle får bilerne kun en enstrettet vejbane. Til gengæld får de tohjulede en supercykelsti. (Foto: Ida Lind © DR P4 Trekanten)

Op på cyklen og i fuld fart derudaf.

Mange steder i landet kan cyklister hurtigt og sikkert komme frem på de såkaldte supercykelstier.

I Vejle har de i mange år kantet sig vej gennem midtbyen på den såkaldte dødsrute, hvor der ikke er plads til at to biler og cyklisterne kan køre forbi hinanden.

Men nu skal de tohjulede forkæles.

Gennem de gamle, snoede gader i midtbyen kommer der nye cykelstier, bilerne får kun en ensrettet vejbane, og der bliver sat trafiklys op.

Det glæder Claus Behrendsen, formand for cyklistforbundet i Vejle.

- Jeg håber at flere vil cykle gennem Vejle. Det skal være et sikkert alternativ til bilen, og man skal kunne komme hurtigt på arbejde, siger han.

Bilister må vænne sig til at køre uden om midtbyen

Formanden for teknisk udvalg i Vejle Kommune, Peder Hummelmose, mener, at der er mange fordele ved at gøre det ekstra lækkert at cykle.

- Det er jo sundt at cykle frem for at tage bilen. Vi skulle også helst undgå alt for meget bilos i midtbyen, siger Peder Hummelmose.

Han erkender, at der bliver mindre plads til bilerne. De må så vænne sig til at køre uden om selve midtbyen.

Der er allerede lavet supercykelstier andre steder i landet. På en rute ved Farum i København steg antallet af cyklister markant. Et sted på ruten kom der 52 procent flere cyklister, viser en rapport, som Cowi har lavet.

Facebook
Twitter