Danmarks sjoveste mand er fra Uganda og taler jysk: "Jeg har virkelig været fluen i mælken"

PORTRÆT: Melvin Kakooza har vundet DM i standup og er nu i gang med at filme en sitcom om en fodboldklub i Fredericia.

En bænk bliver drejet. Kameraer flyttes. Alt vurderes.

Der er hektisk aktivitet på optagelserne til den kommende komedieserie, Sunday. De overordnede rammer er på plads, men de faktiske forhold på stedet gør, at ting og mennesker skal skubbes rundt og sættes, så billederne bliver perfekte. Og imens flyver ord rundt mellem folkene og fra de små walkie-talkies.

- Geden er her om 15 minutter, lyder det, mens Melvin Kakooza står under en bruser og bliver filmet som seriens hovedperson, Sunday.

26-årige Melvin Kakooza har selv skrevet manuskriptet til serien, hvor han spiller overfor blandt andre Lars Hjortshøj og bliver instrueret af Jesper Rofelt. Historien er, at Sunday (Melvin Kakooza) er blevet hentet til FC Fredericia som professionel fodboldspiller, og det giver en masse forviklinger og misforståelser.

Mange af emnerne er hentet fra hans eget liv. Melvin Kakooza kommer fra Uganda, han havnede i Fredericia og han har selv været ret god til fodbold. Og det er sammenstødet mellem de to kulturer, som han har samlet sammen gennem livet, der er grundlaget for de jokes, der bliver fyret af i serien.

- Hele mit liv har jeg jo set, hvordan vi går fejl af hinanden. Og det bruger jeg til at lave sjov, så vi lettere kan grine af hinanden, siger han på klingende jysk.

Faderen snupper en ged

Melvin Kakooza kom til Danmark med sine forældre og søstre, da han var to år. Familien kom fra Uganda, og især hans far skulle vænne sig til mærkelige skikke, som vi danskere bærer rundt på.

Melvin husker engang, hvor de var i en lokale legepark, Madsbyparken, i Fredericia. Her gik der geder rundt, som børnene kunne klappe. Og fordi faderen ugen før havde prøvet at fiske i put’n take med sine danske kolleger, så tænkte han, at gederne på samme måde var til fri afbenyttelse, når man lagde en skilling.

- Han havde taget en ged under armen og var på vej hjem, da personalet tog fat i ham. Han var sikker på, at det var ok, og at han nu havde reddet aftensmaden, siger Melvin Kakooza med et stort grin.

Karrieren tager fart

Det er gået rigtig stærkt for Melvin Kakooza. For når han først sætter sig et mål, så går han benhårdt efter det. Det var faktisk først i 2016, at han begyndte at lave standup, men lynhurtigt blev han spottet og kom med Tobias Dybvad rundt i Danmark som opvarmer.

Sidste år vandt han så DM i standup og er regerende mester, så i år har der været fuld knald på komikken.

Jesper Rofelt (tv.) er instruktør på 'Sunday'. Her fanget i et sjovt øjeblik i optagelserne sammen med Melvin Kakooza.

Et af højdepunkterne var til årets Smukfest i Skanderborg, hvor han sammen med en perlerække af komikere som Jan Gintberg, Lasse Rimmer og Jonatan Spang fyrede vittigheder af foran 28.000 mennesker på Bøgescenen.

- Året før havde jeg været tilskuer. Der lovede jeg mig selv, at jeg i 2018 ville stå på scenen, og det lykkedes. Jeg er meget målrettet, når det gælder, siger han.

Masser af forskelle

Melvin Kakooza husker ikke noget fra livet i Uganda. De tidligste minder stammer fra den lokale ghetto i Fredericia, Korskærparken, hvor han stødte ind i de første forskelle mellem Afrika og Danmark. Når han kom hjem til barndomsvennen Rasmus fik han mad, han aldrig havde været i nærheden af før - eksempelvis kogt hamburgerryg.

- Det var ikke noget, som vi fik hjemme. Der fik vi jo traditionel mad fra Afrika, men det smagte vildt godt, siger han.

Efter nogle år i blokkene var Melvins mor dog opsat på, at familien skulle være mere dansk, så de købte et hus i et meget lille landsbysamfund med nogle få huse og gårde. Og her stak de i den grad ud i forhold til naboerne.

- Vi var virkelig fluen i mælken. Der blev lagt mærke til, at vi var flyttet dertil, for vi lignede overhovedet ikke de andre, griner han.

De havde dog et godt forhold til naboerne, der hed klassiske danske navne som Finn og Aase. Melvin hjalp til på en af gårdene og har masser af gode minder fra barndommen.

En joke om dronningens fødselsdag

Den danske humor og folkesjæl var bare en underlig ting for familien fra Afrika. I flere år fejrede de for eksempel Dronning Margrethes fødselsdag den 16. april, fordi en af naboerne i sjov fik sagt, at det var en vigtig dag.

Og når man kommer fra Afrika, hvor lederen af landet regelmæssigt bliver hyldet, var det naturligt også at gøre 16. april til en festdag. Faderen fandt et billede af regenten i et blad og rammede det ind, børnene fik det pæne tøj på, flaget blev hejst og der blev serveret en festmiddag.

- Billedet af dronningen blev hængt op, og der gik vel to år, før vi fandt ud af, at det bare var for sjov, griner Melvin Kakooza.

En rigtig komiker

I omklædningsrummet hos FC Fredericia har filmfolkene travlt med at fjerne alt, der kan forstyrre geden - dagens firbenede filmstjerne. Alle omkring optagelserne er helt rolige, for geden skal have de bedste forhold. Der bliver råbt 'klar til optagelse' og Melvin Kakooza går hen imod geden og sætter sig på hug for at få optagelserne i hus.

I første omgang skal der laves otte afsnit af serien, men hvis det bliver en succes, skal der laves flere, for nu er Melvin Kakooza fuldtidskomiker. Og det er noget, som han har skulle vænne sig til.

Første gang det gik op for ham, at han hørte til i det komiske luftlag, var til en fodboldkamp med kendisser i Rørvig i juli. Da han efter kampen gik i bad med folk som Michael Falch, Stig Tøfting og Peter Tanev, så slog det ham, at han var ved at blive kendis.

- Nu er jeg komiker – nu er jeg en del af det segment. Jeg er faktisk en af de kendte. Og det betyder, at jeg også skal vænne mig til at blive stoppet på gaden, siger han.

Farven betyder noget

Melvin Kakooza ærgrer sig over, at farven på hans hud betyder noget. Han drømte oprindeligt om at være politimand, han læste på lærerseminariet, han tænker dansk, han spiser dansk og han er dansk helt igennem. Men alligevel skal han forholde sig til at være sort.

Melvin Kakooza kort før optagelse til en scene i den kommende sitcom 'Sunday'.

Og han er træt af, at det er et emne. Han fortæller om en episode fra dengang hans halv-lillebror var barn. Han er mulat, fordi hans far er etnisk dansk. Og lillebroren undrede sig over, at de to brødre ikke havde det samme efternavn. Han havde til gengæld aldrig lagt mærke til, at de faktisk overhovedet ikke lignede hinanden, fordi de har ikke samme hudfarve.

- Han så simpelthen ikke, at vi har forskellige hudfarver. Det gav stof til eftertanke, siger han.

Eget TV-show er målet

Melvin Kakooza drømmer om at få sit eget tv-show a la amerikanske Jimmy Fallons 'The Tonight Show'. Han er en stor fan af to af de største sorte komikere i USA, Eddie Murphy og Dave Chapelle, der begge laver vittigheder om forskellene på hvid og sort i landet.

Selv har Melvin Kakooza et ben i begge lejre. I Danmark oplever han, at folk snakker engelsk til ham. Men når han rejser til Afrika for at besøge familie, er han 'muzungu'. Det er et afrikansk ord, der betyder noget i retning af 'en, der kommer udefra'. Og det opdager de lokale hurtigt, så han får lov til at betale dobbelt.

- Jeg kommer altid til at betale hvid mands pris, når jeg er der. De kan sagtens høre, at jeg ikke er indfødt, siger han.

Optagelser med geden i Fredericia er færdige. Alt klappede, og under frokosten er der tilfredshed med dyret, der gjorde præcist, som det skulle. Så nu er de fleste optagelser fra fodboldklubben i Fredericia ved at være i hus, så de kan komme videre til optagelser andre steder.

Om en uge er der optagelser i København og endelig skal hele holdet et smut til Kenya for at filme, inden Melvin og serien skal stå sin endelige prøve, når der er premiere på 'Sunday' omkring årsskiftet på Yousee Comedy.

Facebook
Twitter