Dansk flyselskab trodser anbefalinger og sælger golfferier til ’orange’ land

'Lidt civil ulydighed er på sin plads', lyder det fra DAT, der sælger golfferie til Portugal.

Udenrigsministeriet fraråder det, men nu vil det danske flyselskab DAT alligevel sende danske turister på ferie.

I næste måned flyver DAT fra Billund til den portugisiske ø Porto Santo på en fire dage lang golfferie. Det på trods af, at Portugal er et af de lande, der har fået en ’orange’ farve af Udenrigsministeriet, der derfor fraråder al unødvendig rejse til landet.

Men det er noget pjat, mener DAT’s direktør, Jesper Rungholm.

- Det er ikke altid, at offentlige instanser er de klogeste, der er. Og i det tilfælde her kan det godt være, at lidt civil ulydighed er på sin plads, hvis man gør det ansvarligt og fornuftigt, siger han.

Coronasmitten i Porto Santo er isoleret set meget lav, og derfor mener Jesper Rungholm ikke, at øen skal sidestilles med Portugals fastland.

- Man har valgt et system, hvor man sætter alle lande under ét, og det er tåbeligt. Hvorfor kan man ikke regionsinddele et sted som Portugal, når man nu har øer som Madeira og Porto Santo, der er helt udenfor farezonen, når det gælder corona, siger Jesper Rungholm.

- Man er nødt til at tænde for hjernen og være lidt ansvarlig, og hvis ikke Udenrigsministeriet kan finde ud af at regionsinddele, så kan vi godt selv, siger han.

Passagerer bliver strakstestet

Jesper Rungholm og DAT fortæller, at golfrejsen til Portugal skal udgøre selskabets bud på, hvordan man laver en coronasikker ferie i fremtiden.

- Vi spritter af, når vi går ind i flyveren, alle har maske på under hele turen, flyet bliver grundigt rengjort, inden vi flyver hjem igen, og derudover har vi hyret et selskab, så alle bliver strakstestet ved check-in og kommer ikke med flyet, hvis der er en positiv test. Det mener vi er prototypen på ansvarlig rejse lige nu, siger Jesper Rungholm.

Ifølge direktøren er rejserne ikke noget, som selskabet kommer til at spinde guld på.

- Det her er i bund og grund en lille smule fjollet, fordi støtteordningerne ser ud til at fortsætte, og når vi selv tjener penge, får vi bare det mindre i støtte. Men jeg er ligeglad, vi skal gøre noget, siger han.

- Hvis vi kan vise vejen med en prototype på, hvordan man kan komme i gang igen, så er det da så meget samfundssind, som man kan vise, siger Jesper Rungholm.

Rejsebranchen bakker op

DAT havde i andet kvartal en omsætningsnedgang på 84 procent sammenlignet med året før, og danske flyselskaber og rejsebureauer er i den grad pressede, fortæller Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Derfor hilser han DAT’s initiativ velkommen på trods af, at Udenrigsministeriet fraråder rejse til Portugal.

- Når man kan rejse på den betryggende form, som DAT har lagt op til, så synes jeg ikke, der er noget, der skal afholde en fra det, siger Lars Thykier.

- Problemet er, at man fraråder rejse til hele lande, selvom der er dele af Portugal, hvor der slet ikke er smitte, herunder Porto Santo, siger han.

Hav styr på forsikringen

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har ikke ønsket at stille op til interview, men Udenrigsministeriet har sendt et skriftligt svar, hvor man blandt andet vejleder om, at man skal sørge for at have styr på sine forsikringsforhold, hvis man vælger at tage afsted.

Der kan nemlig være rejseforsikringer, der ikke dækker, hvis man rejser til et ’orange’ land.

’For tiden fraråder Udenrigsministeriet alle unødvendige rejser til Portugal, inkl. Madeira, på grund af landets høje smittetal i forhold til covid-19. Men det er vigtigt at understrege, at der alene er tale om vejledninger, og at det til enhver tid er op til den enkelte at vurdere, om der er tale om en nødvendig rejse.'

'Rejsende opfordres desuden altid til at have afklaret deres forsikringsforhold. Det gælder især, hvis man vælger ikke at følge vores rejsevejledning’, skriver Udenrigsministeriet i en mail til DR.

Der er indtil videre cirka ti personer, der har købt billet til turen.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

  • Sådan skriver Udenrigsministeriet om farverne på rejsevejledningerne:

  • Hvis dit rejsemål er grønt, opfordrer vi dig til at bruge din sunde fornuft og være opmærksom på samme måde, som du ville være det i Danmark.

  • Hvis dit rejsemål er gult, skal du være opmærksom på din personlige sikkerhed og huske at holde dig opdateret.

  • Hvis dit rejsemål er orange, bør du genoverveje, da vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser, da risiciene forbundet med rejser til disse steder er alvorlige.

  • Hvis dit rejsemål er rødt, bør du genoverveje, da vi fraråder alle rejser til dette rejsemål. Hvis du alligevel tager afsted, opfordrer vi dig til at søge professionel sikkerhedsrådgivning.

  • Kilde: Um.dk

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk