Danske dyr får nu deres eget politi: Har været på ønskesedlen længe

Tre nye enheder på tværs af landets politikredse skal tage sig af alvorlige sager om dyr.

Det er blandt andet sager om ulovlig opdræt og handel med hunde, som de nye enheder skal tage sig af. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Bedre dyrevelfærd er en del af formålet med tre nye specialenheder, der netop er startet i politiet.

De er placeret i Nordjylland, Sydøstjylland og på Midt- og Vestsjælland, men formålet er at dække hele landet på tværs af politikredse.

Hovedopgaven for de nye dyrevelfærdsenheder er at tage sig af tunge sager inden for dyreområdet.

- Vi kommer for eksempel til at skulle arbejde med ulovlig opdrætning, handel med hunde og truede dyrearter samt import og eksport af forskellige dyr, fortæller Michael Weiss, politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, som skal huse den ene af de tre enheder.

Det bliver sværere at gemme sig

Tidligere er sådanne sager blevet håndteret i de enkelte politikredse, men det har ikke været optimalt, mener Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

- Tidligere har alvorlige problemer på det her område kunnet flytte frem og tilbage mellem politikredse - for eksempel i store sager med hundehandel. Så der har været brug for en tværgående indsats længe, siger hun.

Og derfor er der også i foreningen en klar forventning om, at det vil give bedre forhold for dyr i Danmark, at de nu får deres eget politi.

- Vi er meget tilfredse med, at det bliver introduceret tre steder, for det er noget, der har været på vores ønskeseddel længe.

Samarbejde på flere planer

Fordelen ved specialenhedernes tre geografiske placeringer er dog ikke kun, at de kan arbejde på tværs af landet.

De kommer også til at drage fordel af, at der alle tre steder er et ’tungvognscenter’ inden for politiet.

- Det giver os mulighed for at lave et effektivt samarbejde i sager, der vedrører dyretransporter. På den måde får vi endnu mere ud af dyrevelfærdssamarbejdet, siger politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Michael Weiss.

De nye dyrepoliti-enheder blev til i forbindelse med finansloven 2019.

Facebook
Twitter