De danske lystbådehavne er propfyldte i varmen: Vi må være kreative for at finde plads

Foreningen af Lystbådehavne i Danmark forventer at slå alle rekorder for gæsteovernatninger i år.

Foreningen af Lystbådehavne i Danmark forventer mere end 1 million overnattende gæster denne sommer.

Ferietiden er over os, og for nogen er det lig med en propfyldt bil og skrigende unger på bagsædet hele vejen sydpå. Andre vælger hotellivet og flyveren.

Men der er også dem, der vælger en ferie til søs - og dem er der flere af i de danske lystbådehavne i år end nogensinde før.

- Det er helt utroligt, så mange gæstesejlere der er i de danske farvande lige nu. Det er faktisk det bedste antal nogensinde, fortæller Søren Hald, formand for Foreningen af Lystbådehavne i Danmark.

- Hvis de tal, vi har fra de første havne, holder vand, så slår de danske havne alle rekorder for overnatninger i år. Vi forventer at passere en million overnatninger, og det er en stigning på 10-12 procent i forhold til sidste år.

Helt fyldt op

Travlheden mærker man tydeligt i Juelsminde Havn og Marina. Her ligger der lystbåde i alle størrelser og former på næsten alle de 500 pladser.

Om eftermiddagen, når der er allerflest gæster, har personalet på havnen flere gange måttet placere flere både ’udenpå hinanden’ – altså foran eller på siden af nabobåden - for at have plads til alle.

- Der er fyldt op her stort set hver dag, og vi har travlt med de utrolig mange gæster. Der er nok at se til med at finde plads til alle, og vi har måttet tænke lidt kreativt og ladet nogle både dele pladser for at finde plads nok, fortæller havnefoged, Kem Kaas.

Grunden til den store stigning er nem at sætte en finger på. Det er det gode og langvarige sommervejr, der har lokket flere til søs, mener både Kem Kaas og Søren Hald.

Det betyder ikke nødvendigvis, at antallet af overnatninger styrtdykker, hvis det bliver dårligt vejr igen.

- Der er kommet en del udenlandske turister til, som har været væk fra de danske farvande i flere år. Og så plejer vi at sige, at dem der sejler, alle er grå i toppen. Men i år ser vi en del flere unge og børnefamilier på vandet, som har fået blod på tanden og nok fortsætter med at sejle fremover, fortæller Søren Hald, formand for Foreningen af Lystbådehavne i Danmark.

Et særligt sammenhold til søs

En af disse børnefamilier er at finde ombord på båden ’Siem’ i Juelsminde Havn. Her holder Pia Behrens ferie med sin mand og søn på seks år.

De bruger tre uger af sommeren i år på vandet og kunne ikke forestille sig at gøre andet.

- Vi tager ikke på all-inclusive, for det her giver os et særligt sammenhold som familie. Når vi er her på båden, har vi hver vores opgaver og skal arbejde sammen, fortæller Pia Behrens.

- Der er også meget lidt plads på sådan en båd, og det trange giver en helt særlig nærhed i familien. Det er en rar måde at nyde sommeren – og Magnus på seks år elsker, at han kan få lov at styre båden og være med på vandet.

Facebook
Twitter