De lokale råvarer er yderst populære

Lokale råvarer er populære, og det har restauranter og supermarkeder fået øjnene op for.

Lokale råvarer kan blive lige så stort som økologi i fremtiden, mener supermarkedskæden Coop. (Arkivfoto) (Foto: Dorte Dalgaard © DR)

Kartoflen skal helst komme fra egen køkkenhave og den røgede makrel fra naboens hjemmebyggede rygeovn.

Vi efterspørger i stor stil lokale råvarer, når vi har muligheden for det, og det har både kokke og supermarkeder fået øjnene op for.

Butikskæden Coop har lavet en undersøgelse, der viser, at 66 procent af kædens medlemmer køber lokalt, når de kan.

Lokale produkter er bedre

På Hotellet Haraldskær ved Vejle er der også fokus på de lokalt producerede varer.

En normal menu kan indeholde både rullepølse fra Grindsted, ost fra Haderslev, bærsaft fra Vester Nebel og æbler fra Munkebjerg. Det skyldes simpelthen, at de lokale produkter er bedre produkter, siger køkkenchef Mikael Madsen:

- Når vi arbejder som kokke og forbereder menuer i mange timer, så er det altså sjovere, hvis vi kan give gæsten nogle produkter, hvor vi kan fortælle, hvor de kommer fra, siger han.

Ryan laver osten

Kvaliteten af de lokale produkter er ofte rigtigt høj, og det mener køkkenchefen, kan spores tilbage til de mennesker, der laver dem.

- Jeg tror bestemt, at man kan smage forskel. Det er jo nogle små nørder, der går og laver råvarerne. Det er Lars, der laver pålæg til os, og det er Ryan, der laver osten, og det er han god til, fordi han ikke laver andet, siger køkkenchefen.

Hør Mikael Madsen forklare om hans brug af lokale råvarer herunder:

https://www.facebook.com/P4Trekanten/videos/1081896298506240/

Kan blive lige så stort som økologi

Og den stigende interesse for lokale råvarer er ikke gået ubemærket hen i de store supermarkedskæder.

Heller ikke hos Coop hvor Christian Christensen, chef for lokale varer, spår, at interessen for lokale varer kun kommer til at vokse.

- Jeg er slet ikke i tvivl om at de lokale produkter, er en kategori, vi kommer til at se vokse, på præcis samme måde som økologi, siger han.​

https://www.facebook.com/P4Trekanten/posts/1081773891851814:0

Facebook
Twitter