De socialt udsatte er hægtet af digitaliseringen

Hjemløse, misbrugere og andre socialt udsatte borgere har svært ved at følge med, når kontakten til det offentlige bliver digital.

Samfundets udsatte har ikke adgang til det digitale samfund, og det giver dem problemer.

Skat.dk, borger.dk og nem-id.

Digitaliseringen er over os, og til efteråret bliver det obligatorisk for alle danskere at have en digital postkasse.

Men det er ikke alle, der har lige adgang til en computer. En større gruppe mennesker står helt uden for.

Der er over 5800 hjemløse i Danmark

For de hjemløse, misbrugerne og andre socialt udsatte kan det være en kæmpe udfordring, at kommunikationen med kommunen fremover skal foregå via mail.

- Du står ikke engang med en computer. Og hvordan i alverden får du så fat i det, de skriver siger Per Hansen, der er vagabond og bor i Vejle.

Han har ikke megen forstand på it, og han har ikke nogen digital postkasse endnu.

- Så må jeg jo til at finde ud af det også, siger han med et lille smil.

Per Hansen er en af Danmarks 5.820 hjemløse. Det er det officielle tal, der blev opgjort i uge 6 i 2013 af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Og tallet er stigende.

Svært at finde rundt

Per Hansen har fået hjælp af sin datter til at bruge nem-id. Men det er langt fra alle i hans situation, der er har den mulighed.

På Vejle Herberg oplever de, at mange af deres brugere har rigtig svært ved at finde hoved og hale i computermus, skærm og tastatur.

- De fleste af dem er jo alkoholikere og narkomaner og de har jo slet ikke fulgt med i tiden. De aner knap nok, hvordan en computer fungerer, siger Betina Sørensen, der er daglig leder af Vejle Herberg.

Der er mulighed for dispensation

Selvom det i særlige tilfælde er muligt at blive fritaget fra at bruge en digital postkasse, mener Betina Sørensen alligevel, at de socialt udsatte skal have gavn af at lære at bruge en computer.

- De kommer til at føle sig værdige, når de kan finde ud af de samme ting, som alle andre kan finde ud af, forklarer hun.

Og hjælpen er på vej. Frivilligcenter Vejle har søsat Projekt Snablen, hvor frivillige tager ud på værestederne og underviser i it.

Landet over er flere lignende projekter sat i gang.

 

 

Facebook
Twitter