Defekt sporskifte har forsinket tog i månedsvis

Et slidt sporskifte har sendt mange tog en uønsket tur til Fredericia.

Et skiftespor ved Snoghøj har i månedsvis været ude af drift, og har forsinket mange tog mod Syd- og Sønderjylland. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Siden maj har talrige tog måttet tage en omvej over Fredericia, med forsinkelser til følge.

Det er sporskifte 03 i Snoghøj, der fordeler togene i retning mod Fredericia og Kolding, som er slidt og har siddet fast hele sommeren. Når sporskiftet sidder fast, betyder det, at alle tog, der har passerer sporskiftet, kun har kunnet køre mod Fredericia.

På Fredericia Banegård er togenes køreretning blevet vendt, så de har kunnet fortsætte kørslen mod Kolding og videre mod Esbjerg eller den tyske grænse.

Ser man bort fra den københavnske S-bane, mener Banedanmark, at sporskiftet i Snoghøj er et af de travleste i landet, da det fordeler hele landstrafikken i Jylland.

Både gods og passagerer er blevet forsinket ved omvejen via Fredericia, og det er ikke rimeligt, at et helt centralt sporskifte kan være ude af drift så længe, siger folketingsmedlem Henning Hyllested (EL).

- Hvis man vil have en velfungerende jernbane, og ikke mindst hvis man vil køre gods på jernbanen, så kan det ikke nytte noget, hvis man forsinker både passager- og godstrafikken, siger han.

Banedanmark oplyser, at man forventer at udskifte skiftesporet i weekenden i uge 41. Det glæder Henning Hyllested, men han undrer sig.

- Hvorfor har man ikke reservedele liggende, eller har et beredskab på anden vis, så sporet kan skiftes ud, spørger han.

Spørgsmålene har han stillet videre til transportminister Ole Birk Olesen (LA) for at få en forklaring på, hvorfor det har taget så lang tid at få fikset skiftesporet.

Facebook
Twitter