Designskolen åben efter 100 sygemeldinger

Kraftig rengøring har forhåbentligt fået bugt med grim virus på designskole.

Designskolen i Kolding var lukket fra onsdag til mandag på grund af en virus, der gav cirka 100 sygemeldinger i onsdags. (Foto: Designskolen Kolding)

Alle eleverne blev sendt hjem og skolen blev lukket i dagevis, da Designskolen i Kolding onsdag konstaterede, at lærere og elever var ramt af en virus, der krævede cirka 100 sygemeldinger på samme dag.

Symptomerne mindede om Roskildesyge, og for en sikkerheds skyld blev skolen lukket indtil i dag, mens der blev gjort kraftigt rent på skolen.

I dag er skolen så åbnet planmæssigt, fortæller Charlotte Melin, der er kommunikationschef hos Designskolen i Kolding.

- Folk strømmer ind igen, og vi får meldinger om, at de fleste er blevet raske, siger hun.

Skrappe rengøringsmidler

Siden onsdag er hver eneste krog af skolen blevet grundigt rengjort med skrappe midler.

- Alle kontaktflader er blevet vasket med klorholdigt rengøringsmiddel, siger Charlotte Melin.

Embedslægen og andre sundhedsinstanser har været involveret i forløbet, men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at mysteriet om massesygemeldingerne bliver opklaret.

- Vi ved ikke, hvad årsagen er, og det er ikke sikkert, at vi nogensinde finder ud af det, siger Charlotte Melin.

I onsdags fik eleverne en e-mail fra skoleledelsen, hvor der stod, at skolen var lukket på grund af en smitsom virus. Derudover hang der skilte på dørene om, at skolen var lukket.

Skolen måtte aflyse flere eksaminationer i forbindelse med sygdomsudbruddet. De ramte studerende får ny eksamensplan med nye datoer, oplyser skolen.

Facebook
Twitter