Antallet af mennesker, der vil lave frivilligt arbejde er konstant. Der er dog stadig stor mangel, fordi antallet af områder, hvor man gerne vil bruge den frivillige arbejdskraft er steget markant. Sådan lyder det fra Center for frivilligt socialt arbejde.
- Helt overordnet kan vi se, at antallet af frivillige i gennem de sidste 8-10 år, ligger nogenlunde konstant. Mellem 35 og 40 procent af de voksne danskere laver frivilligt arbejde, siger konsulent Hans Stavnsager fra Center for frivilligt socialt arbejde.
Men i samme periode, er der jo kommet rigtig mange nye opgaver, som man gerne vil have de frivillige til at deltage i.
- Det kendte man ikke for bare fem år siden. Det kan for eksempel være indenfor biblioteksvæsen, børnehave og på skoler, forklarer Hans Stavnsager.
Genbrugsbutikker skriger efter frivillige
Det betyder, at man nogle steder nærmest skriger efter frivillig arbejdskraft.
Det gælder blandt andet i Danmissions Genbrugsbutik i Vinding ved Vejle. Her kan man godt bruge mindst 30 frivillige mere, siger butikschef Niels Pontoppidan:
- Det er både dem, der kan lave elektronik, dem der kan lave hjemmesider, chauffører og damer til at ekspedere i butikken, vi mangler.
Butikschef Niels Pontoppidan mener, at manglen på frivillige handler om, at der er mange andre ting at give sig til, hvis man er pensionist eller efterlønner. Og så mener han, at det er en udfordring, at man også i højere grad bruger frivillige i det offentlige som på plejehjem og sygehuse.
Hos Kirkens Korshærs Genbrugsbutik i Bredsten genkender de billedet af, at det er svært at få frivillige nok.
- Vi kan godt bruge tyve frivillige mere, så kunne vi holde åbent hele dagen, og ikke kun om eftermiddagen, siger kasserer Lotte Dahl.
Markant færre danskere arbejder frivilligt end nordmænd og svenskere
Tolv procent af de voksne danskere, der ikke laver frivilligt socialt arbejde, vil egentlig gerne. Det viser undersøgelser fra Center for frivilligt socialt arbejde.
- Men de skal prikkes på skulderen, siger Centerleder for frivilligt socialt arbejde, Laust Kristensen.
I Skandinavien viser tallene, at andelen af folk, der arbejder frivilligt, er væsentligt under Sverige og Norge.
Hos vores naboer mod nord er over halvdelen af befolkningerne frivillige. Andelen af danskere, der udfører frivilligt arbejde, er mindre end i Sverige og Norge.
Tilgengæld arbejder flere af danskerne frivilligt end man gør i eksempelvis Holland og Storbritannien