'Det sker aldrig igen': Borgmester lægger sig fladt ned, efter at Brian blev spurgt, hvordan han tørrer sig i numsen

Borgmesteren i Hedensted Kommune undskylder spørgsmål stillet til Brian Larsen på kommunens jobcenter.

Hedensted Kommunes borgmester Kasper Glyngø (S) undskylder spørgsmål stillet til Brian Larsen, der er i ressourceforløb.

Det var 'på ingen måde i orden', at 50-årige Brian Larsen på jobcenteret i Hedensted oplevede at blive spurgt om, hvordan han tørrer sin numse.

Sådan lyder reaktionen fra Hedensted Kommunes borgmester, der dermed går i rette med sin jobcenterchef.

Brian Larsen er i ressourceforløb, og han har store problemer med smerter i hænderne efter blandt andet en blodprop, en arbejdsulykke og operation i begge hænder.

I forbindelse med sit ressourceforløb blev han sat til at sætte mærkater på nogle papkasser og pakke ting, hvilket gav ham stærke smerter i hænderne, og det var i den forbindelse, at Brian Larsen blev spurgt om, hvordan han 'tørrer sin numse'.

Jobcenterchef Hans Christian Knudsen forsvarede i første omgang spørgsmålet, som han erkendte var grænseoverskridende, men som han i sammenhængen mente 'var okay'.

Hans Christian Knudsen anførte, at kommunen havde en hygiejnemæssig bekymring for Brian Larsen, da han 'udviste så lille en mulighed for at bevæge sig', men nu går Hedensted Kommunes borgmester Kasper Glyngø (S) i rette med ham.

Kasper Glyngø, borgmester, Hedensted Kommune (S). (Foto: Bjarke MacCarthy/Socialdemokrati © Scanpix)

- Det spørgsmål, der er blevet stillet, er bare på ingen måde i orden. Det er ikke den måde, vi skal tale til vores borgere på, det vil jeg gerne slå meget klart fast. Vi møder vores borgere med respekt og ordentlighed. For mig er der ikke andet at sige end undskyld til Brian Larsen, og vi lægger os fladt ned, siger Kasper Glyngø.

Han fortæller, at han har talt med jobcenterchefen, og at de er enige om, at spørgsmålet ikke er i orden, og at det ikke er den praksis, der skal herske på jobcentret. Samtidig har der også været et møde, hvor de ansatte på jobcentret deltog.

- Vi har indskærpet, hvad vores værdier er, når vi taler med vores borgere, og jeg tør godt love, at det her sker ikke igen. Vi er fuldstændig enige om, at det her var en fejl, siger Kasper Glyngø.

Se her, hvordan Brian Larsen reagerede, da han blev stillet et spørgsmål om, hvordan han tørrer sin numse.

Glad for positive reaktioner

Brian Larsen er glad for, at borgmesteren er ude og undskylde, men han understreger, at undskyldningen indtil videre kun er faldet i offentligheden.

- Jeg synes, undskyldningen var på sin plads. Jeg forventer også, at han ringer til mig personligt, for jeg har ikke hørt fra ham, siger Brian Larsen.

I det hele taget er Brian Larsen noget overvældet over de reaktioner, der er kommet, efter at han fortalte sin historie. Han har både modtaget støttende opkald og læst med på sociale medier, hvor folk har reageret.

- Jeg er da overrasket, og jeg er også glad, for så er det ikke bare mig, der opfattede situationen forkert. Jeg kan se, at det overvejende er positive reaktioner over for mig, og at folk er enige i, at det ikke skal foregå i Danmark, når man er til samtale med jobcenteret, siger Brian Larsen.