Digital dannelse: Masse-sigtelser skubber til debat om netadfærd

Det har taget flere tusinde år at lære, hvordan vi skal begå os offline, så vi har meget at lære online.

1004 unge er blevet sigtet for udbredelse af børneporno. Politiet mener, at de på Messenger har delt en video, hvor to femten-årige har sex. (© Messenger / Facebook)

Det kan få en stor effekt på unges opførsel på nettet, at politiet i går sigtede flere end 1.000 unge i hele landet for at dele en krænkende sex-video med to 15-årige.

Det vurderer leder af Center for Digital Dannelse, Jacob Brøndum.

Han er i gang med at udvikle undervisningsmateriale i digital dannelse til Vejles folkeskoler, og han mener, at gårsdagens sigtelser sender nogle vigtige signaler.

- Politiet sender et budskab om, at det er noget, der bliver taget seriøst. Det er også et signal til forældrene om, at de godt kan komme til os (politiet, red.), og så kommer det med omkring spisebordet, når medierne begynder at tage det op. Så får vi en debat om, hvad det vil sige at dele ting, og at det rent faktisk kan have en konsekvens, siger Jacob Brøndum.

Online-livet skal tages alvorligt

De mange sigtelser viser, at de unge har behov for undervisning i normer på nettet, siger pædagogisk konsulent i Vejle Kommune, Charlotte Agerby Schultz.

- Det er lige så vigtigt som at have dansk eller religion. Vi skal tage online-livet rigtigt alvorligt, siger hun.

Undervisningsmaterialet vil blandt andet bestå af korte videoer, der kan ses på mobilen, og som skal skabe diskussioner i klassen.

- Hvad er OK og ikke OK? Hvor går min grænse, og hvor går din grænse? Altså tale åbent og ærligt om det, siger hun.

Der kan være god grund til at tage en diskussion om, hvordan man gebærder sig digitalt. Ikke kun blandt unge, men faktisk os alle sammen.

Sociale off-line-regler er tudsegamle

- Vi har haft et par tusinde år til at finde ud af de sociale regler i vores offline-samfund. Vi rejser os op for en gammel dame i bussen, og vi holder døren for andre mennesker. Vores online-dannelse har kun været inden for de seneste ti år. Derfor kan det godt opleves som det vilde vesten, og vi kan nogle gange være lidt digitalt umoderne, mener Jacob Brøndum.

Og det hjælper at tage digital adfærd på skemaet. På handelsgymnasiet i Vejle, Campus Vejle, har man i dag obligatoriske kurser i digital dannelse.

- Det er vigtigt at give de unge mennesker en oplevelse af, at selvom man sidder bag en skærm, og der er et stykke vej til den, der modtager beskederne, så har man alligevel en forpligtelse, siger uddannelseschef, Ruben Krog.

Campus Vejle er med til at udvikle det kommende undervisningsmateriale til folkeskolerne i Vejle.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.