Dronning Gunhilds hår viser, at hun var berejst

Nationalmuseet har haft Vejles kendte moselig under luppen og afslører nye sider af jernalderfundet.

Moseliget Dronning Gunhild har set mere end bare Vejle- og omegn. Nye undersøgelser viser at hun måske har været i Tjekkiet. (© Vejle Museerne)

Moseliget Dronning Gunhild, der blev fundet i Haraldskær mose vest for Vejle i 1835, har været under luppen, og resultatet er spændende.

I både knogler, tænder og hår kan man nemlig se, hvordan folk har bevæget sig rundt.

- Når man drikker vand og spiser mad fra forskellige steder, så tager man de lokale grundstoffer med sig. Tænderne og knoglerne er en slags GPS, siger Mads Ravn, som er arkæolog ved VejleMuseerne.

Håret viser, hvor hun var de sidste fire år før sin død. Håret er 50 cm langt, og da hår vokser cirka en cm om måneden, bærer hun de sidste fire års hårvækst inden døden. Tænderne er dannet i hendes barndom, og viser derfor, hvor hun var som 3-7-årig.

Dronning Gunhild kom muligvis fra Nordjylland, og kort før sin død har hun været ude og rejse. Måske helt ned til Mellemeuropa, Tjekkiet eller Sydtyskland, fortæller arkæologen.

Sidste sommer var det Egtved-pigen, som forskerne kiggede nærmere på, og det er samme undersøgelsesmetode, man har brugt på den over 2.000 år gamle Dronning Gunhild.

Afsløringen betyder, at forskerne nu skal se jernalderen med helt nye øjne.

- Det giver os nogle nye perspektiver på, hvordan folk bevægede sig. Vi ved, at folk har rejst rundt, men det er overraskende, at folk i Skandinavien har rejst så langt, siger Mads Ravn.

Opdateret med mindre rettelser vedr. hår og tænder.

Facebook
Twitter