Droppet togbro lader Helle blive boende: 'Jeg var ved at græde af glæde, da jeg hørte det' 

En ellers planlagt togbro over Vejle Fjord er droppet i den infrastruktur-plan, som regeringen og Dansk Folkeparti fremlagde onsdag. 

Helle Just Jakobsen fik tilbuddet om en frivillig ekspropriering, så hun kunne slippe for usikkerheden. Men hun nægter at forlade hjemmet frivilligt, fortæller hun.

Der er i disse dage stor jubel i stuerne nær Sellerup Strand ved Vejle, hvor beboerne i lang tid har levet med udsigten til at blive eksproprieret eller få en togbane i baghaven.

En planlagt togbro over Vejle Fjord, der skulle spare otte minutters rejsetid mellem Aarhus og Odense, er nemlig droppet i den infrastruktur-plan, som regeringen og Dansk Folkeparti fremlagde onsdag.

- Da de sagde i fjernsynet, at DF ville opsige forliget fra Togfonden - og dermed droppe planen om togbroen - så var jeg lige ved at græde af glæde, fortæller Helle Just Jakobsen, der bor i området og havde udsigt til en ekspropriering.

- Jeg troede egentlig, jeg havde vænnet mig til tanken om at skulle flytte efter seks års usikkerhed, men lige der mærkede jeg, hvor meget det faktisk har fyldt.

Fremtiden for boligejerne er dog ikke helt afgjort endnu. Parterne bag aftalen kan ikke nå at vedtage planerne før folketingsvalget, og derfor kan det kun gennemføres, hvis de fire partier tilsammen har et flertal efter valget, eller hvis de kan skaffe et flertal for deres aftale efter valget.

For naturens skyld

Helle Just Jakobsens hus ligger midt i et naturområde tæt på fjorden, lige der hvor en af de mulige linjeføringer til togbroen ville skære direkte igennem.

Jernbanen skulle gå lige ved siden af Helle Just Jakobsens hus.

Og selvom hun har boet i huset i 24 år, var det ikke tanken om at flytte i sig selv, der gjorde hende frustreret. Det er naturen omkring, som betyder noget.

- Jeg blev enormt ked af det helt fra start, da de planlagde togbroen, fordi området ville blive ødelagt - vandløb, bakker og søer ville blive ommøbleret, fortæller hun.

- Og så ville jeg hverken kunne bo her eller nyde området. Derfor er det en kæmpe lykkefølelse, at det nu ser ud til, at broen er skrinlagt.

Måske håb på lånt tid

Skulle der komme en ny regering efter det kommende folketingsvalg er der dog stadig en mulighed for, at togbroen kan komme tilbage på dagsordenen, og det er en svær tanke for Helle Just Jakobsen:

- Jeg kan jo ikke gøre noget fra eller til. Men jeg håber virkelig, virkelig ikke, der kommer en togbro - heller ikke efter valget, siger hun.

- Det er simpelthen ikke værd at smadre naturen for at spare otte minutters rejsetid.

Beboerne i området har haft mulighed for at tage imod en frivillig ekspropriation for at slippe for usikkerheden. Men det har Helle Just Jakobsen holdt sig langt fra - og hun kommer heller ikke til at gå frivilligt, hvis planen kommer på bordet igen.

- Jeg vil kæmpe til det sidste for at bevare naturen og for at blive boende midt i den.

Facebook
Twitter