Dyrenes Beskyttelse: Dyrene har fået det bedre på markederne

Forholdene for dyrene er blevet bedre, men Dyrenes Beskyttelse er stadig imod konceptet.

Vand i spanden og hø på græsset. Det er blevet bedre at være pony på Vorbasse Marked. (Foto: Peter Frandsen Siggaard © dr)

Markedsdyr har det ikke godt nok.

Sådan har det lydt i lang tid fra Dyrenes Beskyttelse, men der er sket meget med dyrevelfærden - for eksempel på Vorbasse Marked, der afholdes i denne weekend.

Foreningen mener fortsat ikke, at dyr hører hjemme på et kræmmermarked, men Vorbasse Marked har gjort meget for at gøre forholdene for dyrene bedre, fortæller dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse Inger Lund Overgaard.

- Ledelsen har gjort store fremskridt og er meget interesserede i at forbedre dyrevelfærden.

- Jeg har for år tilbage gået rundt på markedet sammen med ledelsen, hvor vi har drøftet, hvordan vi kunne forbedre dyrevelfærden. Og det er min opfattelse, at hvis der er problemer, så griber ledelsen ind lige med det samme, siger hun.

Når det er sagt, så mener Dyrenes Beskyttelse stadig, at dyrene slet ikke bør være på markederne.

- Det er stressende for dyrene at være på markederne - særligt når det er over flere dage, og så kommer folk til at købe et dyr, fordi det ser sødt ud. Og de har ikke forberedt sig på, hvad det indebærer ar have sådan et dyr, siger Inger Lund Overgaard.

I år forventes det, at der kommer omkring 200 smådyrshandlere på Vorbasse Marked, der er et af landets største markeder.

Facebook
Twitter