Dyrlæge advarer: Afbudsferie kan blive træls oplevelse for din hund

Dyrlæger behandler hvert år hunde, der har været i pension. Få gode råd her.

Tag stedet godt i øjesyn, før du afleverer din hund, og vær parat til at gå igen, lyder rådet fra Dansk Kennelklub, når du skal vælge en hundepension. Arkivfoto. (Foto: BENT MIDSTRUP © Scanpix)

En billig afbudsrejse i sidste øjeblik er en ferieløsning for mange. Men det er også en løsning, der kan ende med at gå hårdt ud over menneskets bedste ven, der bliver passet tvivlsomme steder.

For mens ferier kan bestilles med kort varsel, så er det sværere med hundepensionen, hvis du er ude i sidste øjeblik.

Mange steder er der nemlig udsolgt allerede. Eksempelvis hos Annette Laursen, der ejer Springbjerglund Dyrepension i Randbøldal uden for Vejle.

- Hvert eneste år - og især uge 28 og 29 - er alt belagt. Det er helt umuligt at få en plads. Lige nu har vi mellem 10 og 15 om dagen, der ringer fra hele landet for at høre, om de kan få passet en hund. Men vi kan bare ikke mere, fortæller hun.

Og når alt er optaget, er der mange hundeejere, der vælger at bruge dårlige hundepensioner, fortæller dyrlæge Per Nyvang på Vejle Dyrehospital.

- Vi har forståelse for, at der venter et fly. Så går der panik i folk. De kan godt se, at det her ikke er et godt sted - og så har vi problemer, når de kommer hjem. Hundene er loppe-befængte, og de har tit sårdannelse, fordi de har ligget i deres egen urin og afføring, siger Per Nyvang.

Problemerne er helt klassiske, og de gentager sig hvert eneste år, fortæller han.

Tom Danielsen fra Dansk Kennelklubs kreds i Trekantområdet råder hundeejerne til at tjekke Fidos ferielogi grundigt ud, før hunden afleveres, og være klar til at går igen. Læs hans gode råd i boksen her:

Tjekliste, når du skal vælge hundepension:

  • Spørg til aktivering, gåture og træning.

  • Er der krav om vaccine mod kennelhoste? Er der ikke det, er det ikke et sted, din hund bør være.

  • Er din hund ansvars- og sygeforsikret? Eventuelt forsikret mod uheld?

  • Er der tilknyttet et fast dyrlæge til hundepensionen i tilfælde af uheld eller sygdom?

  • Hvad med mad til hunden?

  • Er der rent og pænt?

  • Hvor skal hunden være? Er der løbegård, som hunden har fri adgang til?

  • Må man tage ting med hjemmefra, så der dufter hjemligt?

  • Hvordan er mavefornemmelsen? Brug din sunde fornuft og vær parat til at køre med hunden igen.

Facebook
Twitter