Efter digitalt tinglysnings-kaos: Boligejere vil have erstatning

Efter ti års ventetid starter gruppesøgsmål i dag mod staten.

I dag starter en retssag mod staten. Tusinder af danskere søger erstatning efter kaos, da tinglysningen for ti år siden blev digitaliseret. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I dag starter en større retssag mod staten.

Sagen er anlagt af omkring 500 danskere, oplyser Danske Boligadvokater.

Tilbage i 2009 og 2010 blev boligejere og virksomheder fanget i det kaos, der opstod, da staten gik fra at tinglyse ejendomshandler på papir til at gøre det digitalt.

Systemet kunne ikke følge med, og ifølge Danske Boligadvokater trak omkring 50.000 handler i langdrag, fordi papirarbejdet ikke kunne gøres færdigt.

Ifølge advokaterne kostede det boligkøberne og sælgerne op imod en halv milliard kroner. Derfor starter i dag et gruppesøgsmål mod Domstolsstyrelsen ved Østre Landsret.

Henrik mistede 20.000 kroner

Henrik Alsted var en af de boligejere, som kom i klemme.

Da han for ti år siden flyttede fra Aabenraa til Ribe, blev hans bolighandel ekstra dyr, fordi sagen gik i stå, da huset skulle tinglyses.

Det betød, at han skulle betale renter af nogle penge, som han allerede havde, fordi huset var solgt. Blot fordi tinglysningen ikke fungerede.

Udgifterne for det ekstra lån løb op i omkring 20.000 kroner for Henrik Alsted.

Derfor glæder han sig til, at sagen endelig kommer for landsretten.

- Jeg er da glad for, at vi måske får den kompensation, som vi havde ret til, siger Henrik Alsted.

Oprindeligt var der flere tusinde husejere og virksomheder med i søgsmålet, men undervejs faldt en del fra, fordi de ikke kunne overskue at finde de relevante dokumenter frem efter så mange år.

Boligejere betalte dyrt for verdens bedste tinglysning

Linda Lindholm var tilbage i 2009 chef for Homes Servicecenter Syddanmark & Fyn. Hun husker det som en kaotisk tid med mange frustrerede boligsælgere.

- De var meget kede af det, vrede og frustrerede. Og vi sad der og kunne hverken gøre fra eller til, fortæller hun.

Torben Strøm, formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, der har forretning i Haderslev, konstaterer, at Danmark i dag har det suverænt bedste tinglysningssystem i verden.

- Men prisen for at indføre det på landsplan på en gang er, at nogle borgere og erhvervsvirksomheder har betalt en i visse tilfælde meget høj pris, siger han.

Sagen er anlagt mod Domstolsstyrelsen. De skriver på deres hjemmeside, at der er fremlagt mere end 8.000 sider dokumenter.

Kammeradvokaten fører sagen, og der er afsat 12 retsdage i Østre Landsret. Der ventes at falde dom inden sommeren 2019.