Efterskole får befolkningstallet på lille ø til at stige voldsomt

Når Livsstilsefterskolen Hjarnø slår dørene op i næste weekend, bor der 50 procent flere på øen.

15-årige Freja fra Vejle har valgt efterskolen på Hjarnø. Hun vil gerne tabe sig, og så er skolen på Hjarnø perfekt, for der er kun få fedende fristelser på øen. (Foto: © Peter Frandsen Siggaard, dr)

800 meter og en færgetur på fem minutter adskiller Kattegat-øen Hjarnø fra Jylland, og skal man have fyldt køleskabet, foregår det i en butik på fastlandet. Det er altså planlægning at smutte i kiosken eller på tanken efter slik og sodavand.

Det er præcis det, der tiltaler 15-årige Freja Alstrup Lind, og gør, at hun er en af de 55 første elever på Livsstilsefterskolen Hjarnø.

Hun håber nemlig, at opholdet på den butiksløse Hjarnø kan være med til at forbedre hendes livsstil, og at hun efter et år på efterskolen kan vende hjem som et større - men lettere menneske.

- Det kunne være et fedt år, fordi jeg gerne vil ændre min livsstil, og vi har alle sammen de samme problemer, siger hun om sine forventninger til opholdet på den sunde efterskole.

Ø uden fristelser

Freja ser det som en stor fordel, at der er langt til alting fra efterskolen, når man gerne vil tabe sig.

- Det gør det meget nemmere, for der er ikke noget på Hjarnø. Det gør det nemmere at fokusere, fortæller hun.

Det er en af landets største efterskoler, BGI Akademiet, der står bag skolen på Hjarnø. Og eleverne på de to skoler, kan nærmest ikke være mere forskellige.

På moderskolen, der ligger få kilometer fra Hjarnø inde på fastlandet, er værelserne fyldt med unge, der lever og ånder for idræt og bevægelse. På Hjarnø er målgruppen fuldstændigt anderledes. Her handler det om at lede efter gnisten og passionen for motion og bevægelse.

Tæt på udsolgt

Forstander på den nye efterskole er Line Hansen. Hun har selv kæmpet med overvægt, da hun var yngre, og var med i første sæson af TV2-programmet 'Livet er fedt'. Hun er overrasket over, at der har været god run på tilmeldingerne.

- Vi er ganske få elever fra at starte med en fyldt skole, fortæller hun. Forventningen var ellers, at skolen det første år ville have ledige pladser.

Beliggenheden på en ø har affødt nogle spørgsmål fra potentielle elever og deres forældre. Men de kritiske spørgsmål om den lidt isolerede beliggenhed blev stillet FØR besøg på skolen - aldrig efter. For Hjarnø har åbenbart solgt sig selv, når elever og forældre har været på besøg på skolen.

- Vi ligger på en en ø, og i forhold til dem, der søger os, så er det en fordel, at der er ro, højt til himlen og masser af plads og luft. De elever, der kommer her, er her for at finde og være sig selv, siger hun.

Den nye efterskole har plads til 55 elever, og eleverne vil derfor fylde ret meget på Hjarnø, der ellers har omkring 100 fastboende.

Venø elsker sin efterskole

Men Hjarnø-boerne kan godt glæde sig. Hvis både de og efterskolen gør noget for det, kan det blive et fint og godt match, mener Linda Tang Mortensen. Hun er formand for Venøboen, som er en forening for fastboende og sommerhusejere på Venø i Limfjorden.

Øen er dobbelt så stor som Hjarnø, og fik for godt 20 år siden en efterskole - der også er dobbelt så stor, som den på Hjarnø.

- Der kommer en masse unge mennesker, der tilfører øen noget liv og noget glæde, fortæller hun.

Øboerne og efterskolen gør et stort nummer ud af, at der skal plads til alle og gensidig respekt for hinanden.

Ved hvert skoleårs begyndelse inviterer venøboerne de nye elever på efterskolen hjem til aftenkaffe i deres private hjem, så beboere og elever lærer hinanden bedre at kende.

- De finder ud af, at vi bor på Venø, fordi der er ro, fred og en masse dejlig natur. Så det respekterer de rigtig meget, og det er, som om de kender os, når de har været på privat besøg, siger Linda Tang Mortensen.

Hun fortæller, at øboerne slet ikke oplever bøvl og ballade med de unge fra skolen.

- De gør rigtigt meget ud af at invitere os til de arrangementer, de laver. De spiller meget sammen med det lokale miljø, og vi har et rigtig godt samarbejde, siger hun.