Egon Olsen-plan var med til at skaffe træner til dansk bobslæde-hold

I 00'erne havde Danmark et bobslædehold, der drømte om OL og VM. Egon Olsen hjalp med at finde træneren.

Klip fra DR Sporten, 18. marts 2003.

Bortset fra curling, så er det sjældent, at danske atleter kan klare sig i den internationale vintersport.

Men i 00'erne havde en flok atletikudøvere fået den - tilsyneladende - vanvittig idé at skabe et dansk bobslædehold.

En af dem var Tom Johansen fra Kolding. Sammen med et 4x100 meter stafethold, drømte han om at komme til OL i Salt Lake City i 2002.

- Under OL i Nagano i 1998 lå jeg på et hotelværelse i Tyskland, og hørte at de tyske kommentatorer fortalte, at mindst 90 procent af bobslædekørerne havde baggrund i atletikken.

Så sagde det bang inde i mig, og så var jeg solgt i samme øjeblik, som den information ramte mig, fortæller Tom Johansen, der i dag er DR's ekspertkommentator, når der bliver vist bobslæde, kælk og skeleton på TV.

Danmark ligger i et smørhul

Den første udfordring for holdet var, at der slet ikke findes is-kanaler til bobslædekørsel her i landet. De nærmeste baner ligger i Winterberg i Tyskland og i Lillehammer i Norge. Og det er i virkeligheden slet ikke en større udfordring, mener Tom Johansen.

- For mig at se, ligger vi i et absolut smørhul i Danmark. Der er kun otte timer den ene vej, eller syv en halv time den anden vej, siger han.

I begyndelsen trænede bob-holdet på egen hånd, men på et tidspunkt blev der behov for en erfaren træner, hvis ambitionerne skulle have en chance for at blive indfriet.

Det var lidt af en opgave at finde en træner, for de findes af gode grunde heller ikke her til lands. Her kom der hjælp fra en uventet kant. Olsen Banden var nemlig med til at bryde isen, da Tom Johansen fik kontakt til tyskeren Bernhard Lehmann.

Tyskeren havde vundet flere OL-medaljer til DDR i bobslæde, og som DDR-borgere havde han et nært forhold til Olsen Banden.

Tom Johansen gav østtyskeren en lang forklaring om planen, og det fik Bernhard Lehmann til at udbryde:

- 'So wie die Olsenbande' (lige som Olsen Banden, red.).

- Så var det, at jeg vidste, at han kom fra det tidligere DDR, og at noget af det han vidste om Danmark og danskerne, det kom via Olsen Banden, der var et stort og anerkendt filmformat i Østtyskland, fortæller Tom Johansen.

Nervepirrende og grænseoverskridende første tur

Da tiden var kommet til den første tur i bobslæden skete det ikke uden nervøsitet. For skallen på meder stryger afsted med op til 120 kilometer i timen, og kroppen bliver presset med 5G.

- Det var grænseoverskridende, vanvittigt surrealistisk. Jeg var mega nervøs. Man kører ud over kanten, og jeg kan huske at slædens bund rørte isen. Så det gav lige som en kuldegysning i mine lår og min røv, og jeg tænkte 'Hold da fast, hvad har du da kastet dig ud i her,' husker Tom Johansen.

Han var pilot på slæden i seks år, og de sidste fem år beskriver Tom Johansen som helt magiske på grund af det tyske samarbejde. Bobben blev faktisk så hurtig, at den klarede kravene for at kvalificere sig til OL i både 2002 og 2006, men det blev aldrig til noget.

Nyt bob-hold på vej

- Vi havde en række atleter sidst i 80'erne og i 90'erne, der ikke gjorde det godt ved vinter-OL. Det betød, at Danmarks Olympiske Komité var blevet defensiv. Så selv om vi både i 2002 - i toeren, og i 2006 - i både toeren og fireren, havde niveau, så kom vi ikke afsted, fortæller han.

Dengang var han meget ærgerlig over, at holdet aldrig kom til OL, men i dag lever han med det.

- Vores måde at gøre tingene på var rigtig, og det giver mig håb for fremtiden. Og vi er nogle, der har fået den idé, at Danmark skal være med om otte år, lyder det optimistisk fra Tom Johansen.