Egtvedpigen blandt årets største arkæologiske opdagelser

Hvis Egtvedpigen ikke allerede var verdenskendt, så bliver hun det nok nu. Hun er nemlig med på listen over årets ti største arkæologiske opdagelser.

Egtvedpigens sande oprindelse er så stor en opdagelse, at den er kommet på det amerikanske videnskabsmagasin Achaeology's top ti over årets største opdagelser. (Foto: da.wikipedia.org)

Danmarkshistorien blev skrevet om, da danske arkæologer tidligere på året opdagede, at Egtvedpigen ikke er født i Egtved i Jylland, men sandsynligvis kommer fra Sydtyskland.

Og det er ikke kun indenfor Danmarks grænser, at det har givet genlyd. Det anerkendte, amerikanske videnskabsmagasin Achaeology mener, at opdagelsen er så vigtig, at den har fået plads på deres liste over årets ti største arkæologiske opdagelser.

Karin Frei fra Nationalmuseet stod i spidsen for det hold af arkæologer, som ved hjælp af prøver fra Egtvedpigens tænder, hår og negle, gjorde opdagelsen:

- Vi er meget stolte af at komme på den liste, og nu kan det altså ikke blive større, siger hun til Politiken.

Fundet af Egtvedpigen blev gjort i 1921, og i dag ligger resterne af den 3500 år gamle pige på Nationalmuseet i København.

Og at Egtvedpigen nu får international opmærksomhed er fuldt fortjent, siger Mikkel Thrane, som er kommunikations- og pressechef i VisitDenmark:

- Egtvedpigen er en utrolig god historie, og med den nyeste opdagelse kan vi tilføje endnu en vinkel. At hun er kommet med på listen over årets største arkæologiske opdagelser er jo helt unikt og kan selvfølgelig også bruges i markedsføring, siger han.