Eksministres kamp om borgmesterpost presser andre partier

Både Villy Søvndal (SF) og Eva Kjer Hansen (V) går efter borgmesterposten i Kolding.

Andre partiers kandidater kan miste vælgernes opmærksomhed, efter at Villy Søvndal (SF) og Eva Kjer Hansen (V) nu skal kæmpe om at blive borgmester i Kolding. (Foto: Claus Fisker/Thomas Lekfeldt Grafik: Signe Heiredal © Ritzau Scanpix)

To politiske sværvægtere har meldt sig ind i kampen om at overtage borgmesterkontoret i Kolding.

Den nuværende venstre-borgmester, Jørn Pedersen, har meddelt, at han ikke genopstiller, når der er kommunal- og regionsvalg til næste år.

Det fik først tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og siden Eva Kjer Hansen (V), der har været politisk chef i adskillige ministerier, til at melde sig på banen. Hun bor i dag ikke i Kolding Kommune, men bliver koldingenser inden valget, hvis hun bliver sit partis spidskandidat.

I Venstre er der lagt i kakkelovnen til en stormfuld generalforsamling i oktober. Det nuværende byrådsmedlem, Jakob Ville, der blev valgt til byrådet i 2017, er nemlig også kandidat til at bære byens gyldne kæder.

Andre kandidater kan blive usynlige

Med to politiske topnavne på banen betyder det, at der er risiko for, at andre partiers kandidater mister vælgernes opmærksomhed, vurderer kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det kommer til at forme valgkampen, hvis man har kendte landspolitikere som nogle af spidskandidaterne. Det her må også få socialdemokraterne til at tænke: 'Hvad pokker gør vi?', vurderer Roger Buch.

Venstre har haft borgmesterposten i Kolding i 12 år, men kommunen har ellers traditionelt været ledet af en socialdemokrat. Derfor drømmer socialdemokraterne om igen at rykke ind i rådhusets bedste kontor, også selvom de kandidater, der indtil nu har meldt sig hos partiet, alle er lokale og ikke fra øverste landspolitiske hylde.

S har fået en gylden mulighed

- Hovedsagen er, at det er en borger, der bor i kommunen, som befolkningen har tillid til. Om vedkommende har haft en karriere i Folketinget eller ej, synes jeg ikke skal have den helt store betydning, siger socialdemokraternes gruppeformand i byrådet, Poul Erik Jensen.

Roger Buch mener, at situationen i Kolding er en gylden - men ikke nødvendigvis en god -chance for socialdemokraterne til at tilbageerobre den borgmesterpost, man sad på i rigtig mange årtier.

- De må overveje, hvad de så gør, når de står over for to kendte landspolitikere, som de skal matche, siger Roger Buch.

Små partier kan få det svært

Blandt de mindre partier i byrådet i Kolding er der delte meninger om, hvordan "giganternes kamp" skal håndteres.

Dansk Folkepartis Søren Rasmussen, der har næsten 25 års erfaring som byrådsmedlem, mener, at hans lange erfaring kommer ham til gode, når vælgerne skal beslutte sig.

- Der er forhåbentlig mange i Kolding, der kender mig. Ellers har jeg ikke gjort mit arbejde godt nok. Jeg ser med fortrøstning frem til valget, og vi skal nok klare os i Dansk Folkeparti, siger han.

Hos Radikale Venstre er der lidt mere bekymring, men også her er man klar til at tage kampen op.

- Vi må bringe noget kreativitet ind og sørge for, at vi kan sætte en dagsorden, der giver nogle nuancer i tingene. Ellers kan det godt blive en præsidentvalgkamp, siger Merete Due Paarup, byrådsmedlem fra Radikale Venstre.

Facebook
Twitter