El-løbehjul fortsætter dansk indtog i to nye byer: 'Vi frygter ulykker'

Snart er det ikke kun i København og Aarhus, at du kan leje et el-løbehjul.

Det er løbehjul som dette fra firmaet Voi, der kommer til Vejle og Odense inden for den nærmeste fremtid. (Arkivfoto). (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Leje af de omdiskuterede el-løbehjul har indtil videre været forbeholdt borgerne i landets to største byer, København og Aarhus.

Men det ændrer sig snart. Det svenske udlejningsfirma Voi er klar til at gøre sit indtog i både Vejle og Odense.

I Vejle mangler der blot de sidste aftaler med kommunen, inden 100 til 150 løbehjul bliver givet fri i midtbyen.

- De kommer til at køre fra den 6. juli. Vi giver mulighed for, at de kan blive stillet op ved nogle udvalgte knudepunkter i to år som et forsøg, siger Venstres Christoffer Melson, der er medlem af Økonomiudvalget i Vejle Kommune.

I København ventes det, at borgerrepræsentationen den 20. juni stemmer igennem, at der skal reguleres i antallet af el-løbehjul i bybilledet efter stor debat om både trafiksikkerhed og også om, hvor meget de fylder i gadebilledet. Christoffer Melson (V) satser på, at problemet ikke bliver ligeså stort i Vejle.

- Vi har oplevet nogle børnesygdomme i København, hvor det har givet utilfredshed, at de har stået alle mulige tilfældige steder. Derfor har vi haft en god dialog med firmaet (Voi, red.) om, hvordan vi kunne løse det, så det kommer til at fungere godt og smidigt, siger han.

Unfair konkurrence

I brancheforeningen Danske Cykelhandlere hilser man konkurrencen velkommen, siger direktør Thomas Johnsen. Men han mener, at konkurrencevilkårene i øjeblikket ikke er fair for alle.

For når man som cykelhandler vil leje eller sælge sine cykler, sker det fra en forretning, som man betaler husleje eller andre udgifter til. Det gør sig ikke gældende for el-løbehjulene, som har fået lov til at stå på kommunens areal uden beregning.

- Det er klart, at hvis man får stillet kommunale arealer til rådighed som privat udbyder, så er der jo noget ulovlig støtte i det. Det giver sig selv, at når andre har udgifter til lokaler, så bliver de stillet ringere end dem, der kan konkurrere uden at have den udgift, siger Thomas Johnsen.

Frygter mange ulykker

El-løbehjulene har været kritiseret, allerede inden de blev lovlige at bruge på cykelstierne, men et bredt flertal på Christiansborg valgte altså at tillade løbehjulene fra i år.

Dermed ignorerede politikerne advarsler fra både Politiet, Cyklistforbundet og ikke mindst Rådet for Sikker Trafik.

Pernille Ehlers er chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik, og hun er overbevist om, at det er for farligt og for tidligt at tillade el-løbehjul, der kan køre op til 20 kilometer i timen.

- Vi frygter, at der kommer til at ske mange ulykker. Vi ved, at skadestuerne har rapporteret en del skader, og vi ved fra andre byer, at der sker dødsfald. For et par dage siden var der en mand i Stockholm, der blev dræbt, og det er også sket i Paris, siger hun.

I København vil man lave et loft over, hvor mange el-løbehjul, der må stå i bybilledet. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

- Vi kan godt se nogle muligheder i de her el-løbehjul, men som de bliver brugt nu, er der nogle meget store risici ved det. Der er børn, der kører på dem, folk kører to ad gangen, og der bliver kørt ret vildt. Det er ikke ufarligt, det er helt sikkert, siger Pernille Ehlers.

Rådet for Sikker Trafik planlægger en undersøgelse af, hvor udbredte løbehjulene er, og hvad folk synes om dem, for at blive klogere på de sikkerhedsrisici, der måtte være.

- Som forældre skal man tale med sine børn om det her. Man må ikke køre på dem, når man er under 15 år. Dels er det farligt, og dels kan det få store økonomiske konsekvenser, for forsikringen dækker ikke, hvis man kører galt. Hvis man skader andre og ikke er forsikret, kan det blive meget dyrt, siger Pernille Ehlers.

DR har uden held forsøgt at få en kommentar fra Voi.

Facebook
Twitter