Elbiler og varmepumper udfordrer elnettet. Der skal investeres milliarder for at undgå strømsvigt

De klimavenlige løsninger slukkede juleaften for flere familier i Fredericia

Stigende brug af el-biler og varmepumper, betyder nogle steder, at elnettet bliver overbelastet, så strømmen forsvinder. (Foto: (Grafik) Signe Heiredal)

I flere hundrede huse i Fredericia blev julestemningen udfordret, da strømmen pludselig forsvandt juleaften.

Juleaften var temperaturen lav, det betød at varmepumperne i nabolaget havde nok at lave.

Samtidig blev der stegt ænder og flæskestege. Det belastede elnettet så meget, at strømmen forsvandt.

Elnettet blev overbelastet næsten samtidig med, at Jesper Fårekylling ønskede glædelig jul til sidst i Disney Juleshow.

- Klokken ti minutter i fem, der røg lyset, fortæller Karin Sejr.

Sammen med 334 andre huse stod hun og familien uden strøm i stikkontakterne.

Småkager blev til julemiddag

Anden var allerede i ovnen, for den langtidssteges i det Sejrske hjem, men kartofler, sovs og rødkål var ikke i nærheden af at være klar.

Familien gik derfor på rov i kagedåserne.

- Vi måtte holde juleaften baglæns, så vi startede med småkagerne, fortæller hun.

Kaerin Sejrs datter var hjemme til jul, og den foregik i stearinlysenes skær (Foto: Karin Sejr (privat))

Det var ikke kun hos Karin Sejr, at der blev tænkt kreativt juleaften.

Martin Runager, der bor i samme kvarter i Fredericia, holdt juleaften sammen med datteren, da strømmen gik.

Her blev løsningen hentet i fryseren, og grillen blev startet. Og han har nu arrangeret julen et andet sted i år

- Så er jeg da ikke her til at belaste strømnettet, og så er der måske strøm nok til de andre.

Hør hvordan de fik julemiddag - og hvad den bestod af i videoen herunder:

Forsyningsselskabet Trefor leverer strømmen i Fredericia, og det lykkedes ikke Trefor at få den tilbage før sent på aftenen.

Varmepumper væltede læsset

I det konkrete tilfælde, mener Trefor, at 57 nye varmepumper slog benene væk under elnettet.

Og det kommer vi til at se mere af i fremtiden, spår elforsyningsdirektør i Trefor, Per Sørensen.

- Hvis antallet af elbiler og varmepumper stiger hurtigere, end vi forventer, er det helt sikkert en udfordring, vi står med fremadrettet. En stor udfordring, understreger Per Sørensen.

Det er særligt ældre parcelhusområder, der er presset.

Kablerne i jorden er slet ikke gearet til et højt elforbrug, og derfor regner Trefor med at bruge seks milliarder kroner de kommende 20 år.

- Nettet skal forstærkes. Vi skal etablere nye kabler og forstærke anlægget, så vi bedre kan tage imod den efterspørgsel, der kommer, siger Per Sørensen.

Investering på 41 milliarder kroner venter

Trefor er langt fra det eneste elselskab, der skal i gang med gravemaskinerne.

Klimapartnerskabet for Energi og Forsyning, der samler energivirksomheder og interesseorganisationer vurderer, at der skal bruges 41 milliarder kroner over de næste 8-9 år.

Ellers kan nettet ikke følge med i samme takt, som vi køber elbiler og varmepumper.

Men kommunerne skal også på banen, og være bedre til at få lavet varmeplaner, mener professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen.

- Vi har brug for nogle strategiske varmeplaner, så man ved, hvor det er hensigtsmæssigt at have varmepumpe, og hvor er det hensigtsmæssigt at have fjernvarme, siger han.

Brian Vad Mathiesen stiller det hårdt op.

Han mener, at man kun bør få en varmepumpe, hvis man ikke har nogen naboer.

Har man naboer, skal man overveje at varme sit hus op med fjernvarme i stedet, så et stort antal varmepumper ikke belaster elnettet samtidig

- Ellers risikerer vi, at vi skal over-investere i elnettet, og at vi på kort sigt får den type afbrydelser, som vi så hen over julen, siger Brian Vad Mathiesen.