De gør det i Vejle, Odense, Aalborg og Aarhus og i en række andre byer landet over. Skole- og gymnasieelever strejker for at øge opmærksomheden på klimaet og for at sætte det på den politiske dagsorden.
Skolestrejkerne har efterhånden bredt sig til hele landet, og i dag er der markeringer i omkring ti byer inklusive Nuuk og Thorshavn.
Det er den svenske skoleelev Greta Thunberg, der er inspirationskilde for de strejkende. I forbindelse med valget til den svenske Riksdag sad hun i flere uger foran parlamentet i Stockholm for at få klimaet længere op på den politiske dagsorden.
Den 16-årige svenskers protest gav genlyd verden over, og siden blev hun inviteret til at tale for verdens mest magtfulde mænd og kvinder, da de i december mødtes til klimatopmødet COP24.
Lader verber og formler ligge
I Vejle er det elever fra Rosborg Gymnasium, der lader formler og tyske verber passe sig selv.
- Hvad er pointen i at få et snit på 13 for at komme ind på en fed uddannelse for at tjene en masse penge, hvis fremtiden kommer til at se helt anderledes ud, end den er i dag? Vi ved ikke, hvad der venter, lyder bekymringen fra Anna Raadshøj, der går i 3.g på Rosborg Gymnasium.
Anna Raadshøj er selv meget bevidst om sine valg. Hun har været vegetar i længere tid, går i genbrugstøj og vælger cyklen, når det er en mulighed.
- Jeg prøver at købe færre ting, fordi ting udleder enormt meget CO2. I stedet køber jeg brugte ting, og nogle gange kan du få en næsten ny genstand til halv pris - og det er ret fine ting, siger hun.
Ingen 'Planet B' i Aalborg
På Gammeltorv i Aalborg vifter Frederikke Hvitved-Arnesen og Signe Møller Hansen med en plakat med teksten ’Der er ingen planet B’.
- Hvis vi bliver ved sådan her, så har vi brug for flere planeter, og det har vi altså ikke, konstaterer Frederikke Hvitved-Arnesen, der går i 9. klasse på Gistrup Skole.
- Der er bare ikke nogen plan B i forhold til de her udfordringer, supplerer klassekammeraten Signe Møller Hansen.
David Johannes Scheel Christiansen fra 9. klasse på Aabybro Friskole har taget klimaudfordringerne endnu mere bogstaveligt og står med en hvid filtermaske for munden.
Han har ikke noget problem med at blive væk fra timerne med den fremtid, der i hans øjne tegner sig.
- Der er ikke rigtig nogen grund til at gå i skole, hvis vi ikke har nogen fremtid alligevel. Vi har forskellige holdninger til, hvordan vi vil gøre miljøet bedre, men vi er allesammen enige om, at der skal gøres noget nu, siger han.
De ældre studerende er også med
På Rådhuspladsen i Aarhus er flere hundrede elever mødt frem til klimademonstration.
En af dem er Birk Skyum. Han studerer på Aarhus Universitet, men blander sig gerne med de yngre folkeskole- og gymnasieelever.
- Jeg er nødt til at være her, fordi jeg vil vise, at alle aldre bliver nødt til at stå sammen for at løse problemet. De politiske beslutninger kan virkelig rykke noget, men de bliver nogle gange taget i den forkerte retning, siger han.
Fynboer pjækker også for klimaet
På Fyn er skolebøgerne også klappet sammen i dag i både Odense og Svendborg til fordel for bannere, fællessang og prostestråb.
- Giv os en seriøs klimapolitik! lyder det fra de fremmødte foran Odense Rådhus.
- Det handler om afmagt og desperation. Jeg er virkelig, virkelig vred over, at der ikke sker mere, end der gør. Men jeg håber da, at det gør indtryk, at der er så mange, der kommer og bakker op, siger Maja Parsberg Madsen, der er arrangør af strejken på Fyn.
Klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) glæder sig over de unges initiativ, også selvom det koster lidt på fraværskontoen.
- Jeg kan godt forstå, at de unge er utålmodige. Det kan jeg godt huske, fra da jeg selv var ung. Der er man utålmodig og vil have, at politikerne skal gøre mere. Vi gør ganske meget, men det er godt, at unge engagerer sig og presser os mere og mere. For når det handler om klimaet, kan man ikke gøre nok, siger ministeren.
Dagens demonstrationer er en del af et verdensomspændende initiativ, der i går førte til lignende strejker i Belgien, hvor 30.000 børn og unge demonstrerede.