Emma har vundet forskerpris: Langsom musik får køer til at give mere mælk  

Langsom musik giver køerne mere mælk i yveret. Med den opdagelse har 15-årig pige vundet prisen som årets unge forsker.

Emma Weiss Nielsen har påvist, at malkekøer producerer endnu mere mælk, hvis landmanden spiller musik i langsomt tempo i stalden. (Foto: © Jakob Vind Astra)

Emma Weiss Nielsen er kun 15 år.

Men hun viser allerede lovende takter som forsker.

I denne uge vandt hun prisen om at blive Årets Unge Forsker i konkurrence med 111 talenter fra hele landet.

Selvom hun selv er glad for sit projekt, havde hun ikke regnet med at vinde.

- En ting er, hvad man selv synes, noget andet er at opnå den anerkendelse af fagjuryer, siger Emma Weiss Nielsen, der er elev på Erritsø Fællesskole ved Fredericia.

Algoritme skaber det rigtige tempo

Hun har givet sit projekt det meget humoristiske navn "MUHSIK - et produktionsoptimerende middel".

Med det påviser Emma Weiss Nielsen, at musik i langsomt og vekslende tempo øger mælkeproduktionen hos malkekøer.

Men det er ikke nok at spille Metallica eller Lis Sørensen. Musikken skal justeres i tempo og afstand mellem tonerne, og det har Emma Weiss Nielsen sat i system ved hjælp af en algoritme.

Forskere og landmænd har længe vidst, at musik i stalden kan få malkekøerne til at give mere mælk. Og da hun læste en artikel om emnet, blev hun grebet af det.

- Det var den undren, der skabte problemstillingen til mit projekt, forklarer hun.

Hun har lavet forsøg hos en landmand, hvor hun har spillet musik for køerne, og hvis resultaterne herfra bliver omsat til hele landet, er der store perspektiver i projektet.

Ifølge Emma Weiss Nielsens beregninger var der i 2017 cirka 664.000 køer i Danmark. De producerede 5,49 milliarder kilo mælk, men ved at spille hendes musik kan 611.500 køer levere samme mængde.

- Det betyder, at landmanden kan tjene mere, eller at han kan bruge færre køer til at producere samme mængde. Så det kan være med til at mindske sult eller afhjælpe klimaforandringer, siger Emma Weiss Nielsen.

Emma vil gerne forske videre

Dommerkomiteen skriver i begrundelsen, at Emma Weiss Nielsen har brugt en overbevisende og exceptionel stærk naturvidenskabelig fremgangsmåde, der fortjener opmærksomhed, der har et stort potentiale for yderligere forskning.

  • Emma Weiss Nielsen, vinder af unge forskere 2019. (Foto: © Jakob Vind Astra)
  • Emma Weiss Nielsen blev fejret af kammeraterne på Erritsø Fællesskole i Fredericia. (Foto: © Christian Storm Tholberg)
  • Under konkurrencen spillede Emma Weiss Nielsen eksempler på, hvordan musikken skal lyde for at få køerne til at yde mere. (Foto: © Christian Storm Tholberg)
1 / 3

Emma Weiss Nielsen skal nu videre til EM i Science i Bulgarien.

Men hun håber også, at hun kan fortsætte med at forske videre i emnet.

- Jeg vil gerne verificere mit forsøg med endnu flere køer og kortlægge endnu flere parametre, siger den unge forsker.