Et års fødselsdag: Bridgewalking er en kæmpe succes

45.000 har indtil videre købt billet til at se Lillebælt oppefra. På tirsdag er det ét år siden, attraktionen åbnede.

Bridgewalking Lillebælt blev indviet den 10. maj sidste år af H.K.H. Kronprinsesse Mary. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Et års fødselsdagen er lige om hjørnet, men allerede nu overgår Bridgewalking Lillebælt i Fredericia alle forventninger.

Både borgere i Trekantområdet og turister er vilde med at gå tur på Lillebæltsbroen i 60 meters højde over vandet.

45.000 billetter er indtil videre røget over disken, og det glæder fungerende borgmester i Fredericia, Susanne Eilersen (DF).

- Det er meget bedre end forventet, og vi er rigtigt glade for det, siger hun.

Succesen for Bridgewalking skal dog ses i lyset af en del klager fra naboer, der føler sig generet af larm fra de mange broklatrere. De klager tager kommunen alvorligt, og man har allerede gjort flere tiltag, fortæller Susanne Eilersen.

- Vi har en rigtig god dialog med de borgere. Vi tager dem i hvert fald seriøst og får afhjulpet problemerne så godt som muligt, siger hun.

Og det er vigtigt for Fredericia at have så stærk en attraktion.

- Sådan en lidt anderledes attraktion er jo nogle gange en isbryder til at kunne se, hvad Fredericia ellers kan byde på. Så det betyder rigtig meget for byen, siger borgmesteren.

Bridgewalking kan fejre et års fødselsdag på tirsdag.