Færre låner musik på biblioteket

Bibliotekernes tilbud om gratis lån af musik er ikke noget stort hit

Færre lånere slæber plader og CDer hjem fra biblioteket. (Foto: rviolanter © Stock.xchng)

Sanne Salomonsen, Shakira, og Shubidua samler støv på bibliotekernes hylder.

I løbet af 2 år, er udlånet af CD'er faldet fra 3,4 til 2,2 millioner om året. Folk har fundet andre måder at høre musik.

Det har fået bibliotekerne til at prioritere anderledes, siger bibliotekar på Kolding Bibliotek, Rene Boye Pedersen.

- Vi har flyttet nogle af vores musikkøbsmidler til andre ting og sager, som går lidt bedre i bibliotekerne, siger han.

Det betyder, at der er færre eksemplarer af hver CD.

Biblioteker dropper deres egen streamingtjeneste

Det går ikke bedre for bibliotekernes gratis streamingtjeneste Bibzoom, hvor antallet af streamede sange er mere end halveret, derfor skrotter flere kommuner det tilbud.

På Bibzoom er det gratis at høre sange på sin computer. Men det er kun muligt at lytte til dem i 14 dage, før låneren skal holde en pause.

Konkurrence fra andre streamingtjenester får folk til at vælge Bibzoom fra.

Vejle Bibliotek biblioteker dropper Bibzoom fra årsskiftet.

- Vi kiggede på, hvilket af vores tilbud, der var mindst efterspørgsel på, og det var Bibzooms samlede pakke. Derfor var det den, vi valgte at spare væk, siger bibliotekschef Lone Knakkergaard.

Bibliotekernes musikudlån

  • For to år siden var 70 kommuner med i bibliotekernes gratis streamingtjeneste Bibzoom. I år er tallet ned på 52.
  • Antallet af udlån på Bibzoom er faldet fra 10,5 millioner i 2012 til 3,8 millioner i 2014.
  • På to år er udlånet af CDer faldet fra 3,4 til 2,2 millioner om året.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.