Fjernvarmeværker elsker solvarme

I løbet af et år er antallet af solvarmeanlæg fordoblet på de danske fjernvarmeværker.

I løbet af et år er antallet af solvarmeanlæg fordoblet på de danske fjernvarmeværker. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)

Fjernvarmeværkerne sender mere og mere solvarme ind i vores radiatorer.

I år bliver antallet af solvarmepaneler fordoblet, viser en opgørelse fra brancheorganisationen Dansk Fjernvarme, der ligger i Kolding.

- Lige i øjeblikket er det en voldsom vækst, siger chefkonsulent John Tang.

Sidste år stod der godt 300.000 solvarmepaneler ved fjernvarmeværkerne, og i år kommer 300.000 nye kvadratmeter til.

Forbrugere tjener på solvarme

Udvidelsen kommer forbrugerne til gode. Det fortæller Michael Lund Gregersen, leder af Tørring Kraftvarmeværk, der har produceret solvarme siden 2009.

- Vi kunne se, at det ville være billigere med solvarme, end det ville være at fyre med naturgas på den lange bane, siger han.

Og der er mange penge at spare for de kunder, der får varme fra værker, der laver varmt vand via solens stråler. Det har Dansk Fjernvarme regnet sig frem til.

- De steder, hvor man har solvarme og har haft det nogle år, der har de en varmepris, der er en 2-3.000 kroner billigere for et stort standardhus, siger John Tang.

Endnu flere solceller til Tørring

Tørring Fjernvarme overvejer da også, om der skal flere solpaneler op, siger Michael Lund Gregersen

- Solvarme har været et af de punkter, hvor vi har regnet på, om vi skulle blive endnu større. Det er endnu ikke bestemt, men det er stadig væk et åbent kort, siger han.

Dansk Fjernvarme mener at op til 25 procent af varmen kan komme fra solen. Først når solvarmen kan lagres, kan procenten blive højere.

Facebook
Twitter