Flere stier og shelters til de naturhungrende: 'Vores parkeringspladser ligner Bilka lørdag formiddag'

Landet over arbejder turistbranchen på at gøre naturoplevelser mere attraktive og tilgængelige.

Dronefoto fra Troldhedestien i Kolding, der har fået nye shelters og opdaterede stisystemer.

Er du blandt dem, der i stigende grad bruger fritiden på at snøre vandrestøvlerne og trække i din bedste strik eller fleece og bruge tiden ude i den danske natur, så vil du i fremtiden få endnu flere muligheder for at boltre dig.

For under coronanedlukningen har turistbranchen og flere kommuner lokalt rundt i landet arbejdet intenst med at planlægge nye vandrestier, gøre klar til nye shelters og gøre det lettere at finde rundt i naturen.

Blandt andet i Kolding Kommune, hvor der er åbnet et nyt shelter og madpakkehus ved Troldhedestien, ligesom der er meget mere på vej.

Det fortæller Martin Perregaard-Bitsch, der er destinationschef i Destination Trekantområdet, der skal fremme turismen i Vejle, Kolding og Billund Kommuner.

- Det har ulmet længe, at man vil ud i naturen, det er ikke kun på grund af corona. Men det har fået et kæmpe kickstart under coronaen, og derfor har vi sat fart på projekter med det her indhold. Det er pludselig noget af det vigtigste, vi laver, siger Martin Perregaard-Bitsch.

- Der er et kæmpe behov for at komme ud i naturen. Vandrestier, cykelstier og at komme ud og overnatte i shelters. At få de faciliteter på plads, bundet sammen og kommunikeret om det, har vi brugt rigtig meget tid på i den seneste tid, siger han.

Hør Karen Tønning, projektkoordinator i Kolding Kommune, fortælle om arbejdet ved Troldhedestien i videoen herunder.

Den oplevelse deler Helle Rosenberg, der er direktør for Destination Kystlandet, der er et turistsamarbejde mellem Odder, Horsens og Hedensted Kommuner.

- Efterspørgslen efter outdoor-aktiviteter er steget. Naturoplevelser er bare det, der hitter mest, og det er især vandreruter, der er stor søgning på. Hver dag arbejder vi på at gøre vores naturoplevelser mere tilgængelige, siger hun.

'Vi vil møde flere, der ligner os selv'

Grunden til at udviklingen går så stærkt i øjeblikket er, at det simpelthen er det, danskerne vil have.

Det ønske er kommet i takt med coronanedlukningen, men tendensen har været på vej, vurderer Christine Jürgensen, der er udviklingskonsulent hos Dansk Kyst og Naturturisme.

- Mange af de her tanker har været der før, men med et øget tryk fra danskerne, bliver opgaverne prioriteret meget højere, siger hun.

- Vi kommer også til at opleve, at flere der ligner os selv dyrker outdoor. Det er ikke kun for folk fra Siriuspatruljen eller dem, der har en ph.d. i biologi. Det kommer vi til at møde i naturen, siger Christine Jürgensen.

Amarminoen har trukket 20.000

Naturstyrelsen fik i sidste uge 30 millioner kroner til at vedligeholde madpakkehuse, bålhytter og shelters på deres arealer, og dem er der mange, der har benyttet det seneste år.

Udvalgte steder i landet bliver gæsterne nemlig talt, når de er ude og få stillet deres natursult. I marts viste Naturstyrelsens tal, at antallet af besøgende steg med 125 procent i 2020 sammenlignet med året før.

Jes Aagaard, naturvejleder i Naturstyrelsen.

På Amager er det den 27 kilometer lange gåtur 'Amarminoen', der trækker. Ruten åbnede i oktober 2020, og siden har cirka 20.000 besøgende været ude på den timelange gåtur.

- Vores parkeringspladser ligner simpelthen Bilka lørdag formiddag. Her i en weekend med godt vejr, vil du ikke kunne mase et løbehjul ind nogen steder, siger Jes Aagaard, der er naturvejleder i Naturstyrelsen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk