Flere togvogne udbrændt i Fredericia

Flere kasserede regionale togsæt blev i nat flammernes bytte.

Otte togvogne i fire gamle regionaltogsæt blev i nat flammernes bytte på DSB-arealet ved Norgesgade i Fredericia. Det oplyser operationsleder Bo Gøgsig fra TrekantBrand, der har ledet slukningen af branden.

Politiet fik anmeldelsen kort før klokken fem, og da patruljen var fremme et par minutter senere, kunne betjentene konstatere, at ilden var ret voldsom. Derfor formoder politiet, at branden er opstået noget tidligere. Vindretningen gjorde, at røgen fra branden blev blæst ud over Lillebælt.

- Det lykkedes os at få slukket branden, inden den bredte sig yderligere, siger operationslederen. Han oplyser, at der var indkaldt mandskab fra stationerne i Fredericia og Middelfart til at slukke branden.

Her til morgen stødte friske brandfolk fra stationen i Børkop til. De er gået i gang med at efterslukke, og når det er klaret, og de udbrændte vogne er kølet ned, rykker politiets teknikere ind for at lede efter spor, der kan fastslå, om branden var påsat.

Tekniske undersøgelser i dag

- Vi har rekvireret folk fra Kriminalteknisk Center, og indtil videre er området spærret af, indtil teknikerne er færdige med deres arbejde, oplyser vagtchef John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi.

Ifølge politiets oplysninger er det ikke DSB, der ejer de udbrændte togvogne. De skulle være solgt til anden side med henblik på skrotning.

Det er ikke første gang, at der er ild i hensatte regionaltog i Fredericia. I december var der også brug for brandvæsenet, da der blev tændt ild i et af togsættene.

Facebook
Twitter